20-årig flygtede fra fire gaderøvere efter en halv times mishandling

En 20-årig mand fra Odense flygtede natten til torsdag fra fire unge gaderøvere, der havde udsat ham for flere grove ting.

Klokken lidt i to i nat bankede en 20-årig mand på døren i et hus på Julagervænget i det sydlige Odense for at få hjælp efter et særdeles voldsomt gaderøveri. 

- Han havde mødt fire unge på gaden i Guldøjevænget, der spurgte, om de måtte låne hans mobiltelefon, fortæller vagtchef Ehm Christensen til TV 2/Fyn.

Manden gav dem telefonen, og herefter eskalerede tingene sig, fortæller vagtchefen. 

- De vil ikke give ham telefonen igen. De tog hans tegnebog og jakke. Og alt i alt ender det med en halv times langt forløb, hvor de er rigtig grove ved ham, fortæller Ehm Christensen, der ikke vil gå i detaljer med, hvad de fire har udsat det 20-årige offer for. 

- Men det har været et voldsomt og groft forløb, fortæller ham og fortsætter: 

- Det lykkedes ham til sidst at stikke af og søge hjælp i huset, hvor der bliver ringet efter politiet.

Hundepatrulje fangede de fire

Vagtchefen fortæller, at der blev sendt en hundepatrulje til området, og det lykkedes patruljen at finde de unge. 

- De er alle sammen anholdt. 

De fire anholdte er en 19-årig mand fra Bogense, en 21-årig kvinde og to mænd på henholdsvis 20 og 22 år.

- De sidder herinde nu og skal afhøres i sagen, og så skal vi finde ud af, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, oplyser vagtchefen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt