I det fynske folks tjeneste

26 medarbejdere fyret: Coronakrisen rammer Odense Sport & Event hårdt

Som konsekvens af corona-krisen har Odense Sport & Event nu fyret 26 medarbejdere.

00:46

Odense Sport & Event, der blandt andet driver Fyns Arena i Odense, har fyret 26 medarbejdere som konsekvens af corona-krisen. Video: Odense Sport og Event

Ledighedstallene stiger kraftigt over det meste af Fyn på grund af den coronavirus, der lige nu tvinger danskerne til at blive hjemme.

Nu må 26 medarbejdere fra Odense Sport & Event også melde sig i køen af ledige.

- Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet. Det påvirker os alle, at vi i dag har måttet tage afsked med en række kolleger, siger administrerende direktør Enrico Augustinus til TV 2/Fyn.

Læs også Fynsk fragtcentral har historisk travlt på grund af coronavirus

Udviklingen har ramt især oplevelsesindustrien hårdt, og derfor er det gået ud over Odense Sport & Event, der udover fodboldklubben OB også driver Hotel Odeon, Hotel Odense, koncertbureauet Live Culture, cateringfirmaet Kai Thor, Odense Eventyr Golf og Odense Congress Center.

- Vi har en forretning, som bygger på fem ben. Fire af dem er fuldstændig lukket ned, og vi ved lige nu ikke, hvornår vi kan udstede den næste faktura. Vi har kun vores catering, hvor vi kører på 20 procent af normalblus.

- Vores forretningsben har stor indflydelse på hinanden – både positivt og negativt. Når det går godt, og vi lander aftaler om eksempelvis store koncerter eller konferencer, så afspejler det sig positivt i antallet af eksempelvis hotelbookinger. Men når alt så bliver lukket ned, har det desværre også en tilsvarende negativ effekt på de andre dele af vores forretning. Det er dét, vi ser lige nu, siger Enrico Augustinus.

De fire ben, som står helt stille, er OB, hvor Superligaen indtil videre er suspenderet, Live Culture der arrangerer koncerter, der alle er aflyst. Det samme gælder for event og konferencedelen og de to hoteller, hvor alt også er lukket ned.

Det sidste ben er Kai Thor catering, hvor alle deres leverancer til events er annulleret, imens deres mad til frokostordninger lige nu kører på 20 procent af normal drift og indtjening.

Afventer

Hvad de mange aflysninger kommer til at betyde for Odense Sport & Event på længere sigt, kan direktøren endnu ikke svare på.

Men fra Christiansborg er der igangsat en række hjælpepakker, og hvor meget de kan hjælpe Odense Sport & Event, har han ikke overblik over endnu.  

- Igennem de kompensationsordninger, der er, skal vi prøve at kigge på markedet og se, hvad det er for nogle ting, der ændrer sig. Skulle der på et tidspunkt igen blive mulighed for, at vi må spille fodbold eller lave koncerter, så skal vi reagere på det. Men mange medarbejdere er hjemsendt, og vi er nødt til at afvente, hvad der sker, siger direktøren.