50 måtte evakueres: Togbrand i Odense koster DSB 30 millioner

50 passagerer måtte evakueres, men ingen af dem kom til skade, da et IC3-tog sidste år brød i brand kort før Odense. DSB har nu fået regningen for branden.

Dramatisk så det ud, da flammer og røg stod ud af et IC3-tog, der kom rullende ind på stationen Odense den 20. oktober sidste år.

Kort tid før toget, der var på vej mod Jylland, nåede til Odense, modtog lokoføreren en melding om kraftig røgudvikling i den bagerste del af det forreste togsæt.

Da toget holdt stille på Odense Banegård Center evakuerede togpersonalet togets omkring 50 passagerer og koblede den brændende del af toget fra, hvorefter lokoføreren kørte det brændende togsæt 100 meter frem og uden for selve banegårdsområdet med perrontag og stationsbygning. 

 
 
Foto: DSB

Få minutter senere ankom brandvæsnet, der hurtigt fik branden under kontrol. Men branden havde allerede da nået at udrette store skader på togsættet, og nu har DSB modtaget den samlede regning for branden.

De store materielle skader løber op i 30 millioner kroner. Det viser Havarikommissionens redegørelse af branden.

 
 
Foto: Havarikommissionen

Undersøgelserne efter branden viste omfattende brandskader i undervognen, hvor særligt områderne mellem bagerste motor og bogie, den drejelige del af hjulsættet, og ved området mellem motor og dieselolietank havde fået store skader.

Konklusionen på Havarikommissionens redegørelse af ulykken er, at branden med al sandsynlighed skyldtes en lækage i hydraulikmotoren, muligvis også fordi der har været samlet blade fra træerne i systemet.

Ingen personer kom til skade ved branden, men to DSB-medarbejdere måtte efterfølgende til kontrol for røgforgiftning på sygehuset.

 
 
Foto: Havarikommissionen
 
 
Foto: Havarikommissionen
 
 
Foto: Havarikommissionen
 
 
Foto: Havarikommissionen

Oversigt

    Oversigt