73 år og iværksætter: - Jeg skal nok give en øl

Fredag blev der fundet en vinder af IværksætterOdense-prisen. En pris, som tildeles en iværksætter, der er gået all in på egen virksomhed.

I uge 47 har Odense været fyldt med alverdens iværksættere til Iværksætterfestival 2019. Fredag kulminerede festivallen med IværksætterOdense-prisen, hvor en vinder af konkurrencen blev fundet.

IværksætterOdense-prisen er resultatet af et samarbejde mellem Erhverv+ og Ugeavisen Odense, Odense Iværksætterservice (Odense kommune) og bred vifte af virksomheder i Odense. 

Vinderen af prisen blev 73-årige Jan Pedersen, som udover sejren kunne gå fra Iværksætterfestivalen med 30.000 kroner.

All in på egen virksomhed

IværksætterOdense-prisen tildeles en ny perspektivrig iværksætter i Odense, der har sat al sin energi ind på at udvikle og drive egen virksomhed. 

Netop det er tilfældet for Jan pedersen, som med sin virksomhed Proxima Centauri ApS vandt for sin opfindelse af en pølserobot, der kan sortere tarme automatisk efter størrelse.

Og glæden var stor hos den nyudråbte vinder.

- Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg er glad og stolt over det, siger Jan Pedersen.

Aldrig for gammel

Jan Pedersen blev kåret som vinder af syv jurymedlemmer, og prisen blev uddelt af redaktøren for Ugeavisen Odense. 

Han kaldte dagens vinder for et eksempel på, at man aldrig bliver for gammel til at blive iværksætter.

- Når man er oppe i min alder, så får man jo ikke sådan en pris hver dag, griner den glade vinder efter overrækkelsen.

Og der var ikke nogen tvivl om, hvad Jan Pedersen skulle efter prisoverrækkelsen.

- Nu skal jeg hjem og have fortalt mine medarbejdere, hvor dygtige, de er. Og så skal jeg nok give en øl på et tidspunkt, siger han med et stort smil.

Oversigt

    Oversigt