80-årig død efter fald på cykel

Den 80-årige mand, der fredag eftermiddag faldt og slog hovedet i asfalten, er død af sine kvæstelser.

Manden cyklede ad Brogade i Odense centrum omkring klokken 16.

Af uvisse årsager væltede han lige der, hvor Brogade krydser Odense Å og slog hovedet hårdt i asfalten. Ved slaget pådrog han sig indre blødninger og døde senere på Odense Universitetshospital.

Der var ikke andre involverede i ulykken, og mandag skal der holdes ligsyn for at afklare, hvad der kan have været årsagen til, at manden pludselig væltede.

- Vi holder altid ligsyn ved den slags hændelser. Vi ved ikke, om manden pludselig har fået et ildebefindende, fortæller vagtchef Lars Fredensborg.

Oversigt

    Oversigt