I det fynske folks tjeneste

84-årig veteran fik stjålet sine medaljer - nu går minister ind i sagen

For otte dage siden fik den pensionerede 84-årige kaptajn O.V. Pedersen stjålet syv medaljer fra en lang karriere i hæren. Nu vil forsvarsminister Trine Bramsen (S) undersøge, om han kan få nogle nye.

O.V. Pedersens syv medaljer fra en lang karriere i Forsvaret blev stjålet ved et indbrud. Nu vil forsvarsministeren skaffe den 84-årige tidligere kaptajn nye medaljer. Foto: Fyns Militærhistoriske Museum

Et større kontantbeløb og hele sin medaljebjælke fra mere end 40 års tjeneste i Forsvaret var blandt de ting, som den pensionerede kaptajn O.V. Pedersen fik stjålet i sidste weekend.

Nu går også den fynske forsvarsminister, Trine Bramsen (S), ind i sagen.

Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er taknemmelig for, for at ministeren vil gå ind i sagen

O.V. Pedersen, pensioneret kaptajn

- Det er godt nok usselt at stjæle medaljer fra en veteran. En mand, som i mere end et halvt århundrede har gjort så meget for at hjælpe andre – både herhjemme og i udlandet, siger Trine Bramsen til TV 2 Fyn.

Hun understreger, at hun håber, at medaljerne dukker op enten ved politiets hjælp, eller fordi tyvene er tynget af dårlig samvittighed.

- Hvis det ikke sker, vil jeg meget gerne undersøge, om vi kan hjælpe med at få lavet nogle nye medaljer til ham – i hvert fald når det gælder dem, Forsvaret har været med til at uddele, siger Trine Bramsen.

Det varmer i en vanskelig tid hos den 84-årige tidligere kaptajn.

- Det er jeg meget, meget glad for, det er helt sikkert, siger O.V. Pedersen.

Læs også 84-årig fik stjålet sjældne medaljer: - Det er mit hjerteblod, siger pensioneret kaptajn

Forsvarsministeren sender i samme omgang en særlig hilsen til den pensionerede officer, som tjente i Fynske Livregiment i mere end 40 år.

- Og så vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke kaptajnen for sin store indsats gennem årene. Det har jeg kæmpe respekt for, siger den fynske forsvarsminister.

Kaptajn O.V. Pedersen

Kaptajn O.V. Pedersen gjorde tjeneste som officer ved Fynske Livregiment i knap 40 år, inden han i 1996 gik på pension som kaptajn.

Siden da har han helliget sig arbejdet med Fyns Militærhistoriske Samling, der nu hedder Fyns Militærhistoriske Museum, som han selv var initiativtager til i 1983, og hvor han fortsat er daglig leder.

- Det sætter jeg pris på. Det var sødt af hende, siger O.V. Pedersen.

Han fortæller, at han også har været i kontakt med FN Soldaterforeningen, der kan hjælpe med nye eksemplarer af de fire stjålne FN-medaljer.

- Så er der en udvej. Hvis ikke jeg kan få dem, der er stjålet, så kan jeg få nogen magen til. Så jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er taknemmelig for, for at ministeren vil gå ind i sagen, siger O.V. Pedersen.

Yderligere to medaljer stjålet

I forbindelse med ombygningen og flytningen af Fyns Militærhistoriske Museum, der nu er tilbage i resterne af Odense Kaserne på Sdr. Boulevard, besluttede O.V. Pedersen at opbevare to særlige erindringsmønter fra anden verdenskrig.

Sådan ser de to erindringsmønter ud. Foto: Fyns Militærhistoriske Museum

Beslutningen tog han efter et indbrud i museets tidligere lokaler på Kragsbjerggård.

- Han mente, at det var det sikreste, siger Lars Neumann, der er formand for Fyns Militærhistoriske Museum, hvor O.V. Pedersen er daglig leder.

Også disse to medaljer blev altså stjålet ved indbruddet i O.V. Pedersens hjem i sidste weekend. Medaljerne er erindringsmønter, som blev uddelt til de efterladte til de 16 danske soldater, som døde i kampene 9. april 1940, da de tyske tropper invaderede Danmark.

- Der er erindringsmønter med stor affektionsværdi for både de efterladte og os på museet, siger Lars Neumann.

Læs også Kaptajn om 9. april: - Vi må aldrig glemme, hvad der skete den grusomme morgen

Erindringsmønterne skulle have været en del af en særudstilling om de fynske soldater, der døde i kampene 9. april.

Dusør udlovet

Derudover har en anden tidligere officer ved Fynske Livregiment kontaktet Fyns Militærhistoriske Museum i håbet om at kunne være med til at tilbagebringe medaljerne.

- Han har udlovet en dusør på 10.000 kroner for at få tingene tilbageleveret. Han arbejder lige nu på at opretter en anonym telefon, så man kan kontaktes uden spor, fortæller Lars Neumann.

De stjålne medaljer

Forsvarets medalje for særlig fortjenstfuld indsats

Medalje, der blev tildelt udsendte soldater fra 1948-1982

25-års hæderstegn for tjeneste i hæren 

FN’s fredspris-medalje

FN’s medalje for tjeneste i Egypten og Palæstina

FN-medalje for tjeneste i Sinai-ørkenen

Erindringsmedalje for tjeneste i Tyskland

 

Derudover blev to erindringsmønter fra 9. april 1940 stjålet.

Han tror, at tyveriet hos O.V. Pedersen er sket med henblik på kontanterne i våbenskabet og frygter derfor, at både medaljerne og erindringsmønterne er tabt.

- Det vil bare være så ærgerligt. Eller hvis de bliver afleveret på et værtshus for to bajere. Vi vil gerne have medaljerne tilbage, både O.V.’s og de to erindringsmønter, siger Lars Neumann.

Også han er optimist – i hvert fald i forhold til at O.V. Pedersen kan få nye medaljer.

- Der er en mulighed, og O.V.’s medaljebjælke skal nok blive rekonstrueret på en måde, siger museumsformanden.

O.V. Pedersens syv medaljer fra en lang karriere i Forsvaret blev stjålet ved et indbrud. Nu vil forsvarsministeren skaffe den 84-årige tidligere kaptajn nye medaljer. Foto: Fyns Militærhistoriske Museum

Der blev stjålet to erindringsmønter fra 9. april 1940 ved indbruddet hos O.V. Pedersen. Denne er den ene af dem. Foto: Fyns Militærhistoriske Museum