86-årig omkommet i brand

En 86-årig mand blev lørdag aften fundet død under slukning af en større brand i Odense-forstaden Hjallese. Flere andre beboere er genhuset.

Fyns Politi fik klokken 21.37 lørdag aften melding om brand i nogle ældreboliger på Jacob Hansens Vej i Hjallese.

Under slukningsarbejdet kom brandfolkene frem til den lejlighed, hvor man formoder, at branden opstod, og her fandt de den 86-årige død.

Flere beboere måtte evakueres og er blevet genhuset, fordi deres lejligheder er skadet af røg og sod.

Ilden nåede at få fat i tagkonstruktionen, og slukningen kom til at vare det meste af natten, oplyser vagtchef ved Fyns Politi Søren Frederiksen.

Politiets teknikere skal nu undersøge brandstedet for at finde årsagen.

Oversigt

    Oversigt