AaB brænder to straffespark og slår OB i tæt opgør

Der var igen tilskuere på stadion, da AaB trods to brændte straffespark slog OB i en målrig affære.

AaB vandt onsdag årets første superligakamp med tilskuere på lægterne i Aalborg, da OB tabte 2-3.

Foran 2627 tilskuere virkede begge hold oplagte. I begge retninger blev der nemlig lagt et højt pres. Det medvirkede til en eksplosiv og dramatisk affære. Nordjyderne brændte blandt andet to straffespark i opgøret.

AaB lykkedes bedst med de intensive løb og satte det største aftryk. Det kastede også en tidlig scoring af sig.

Jakob Ahlmann erobrede efter syv minutter en bold fra Ryan Laursen. Den havnede derefter ved angriberen Tom van Weert, som gjorde det til 1-0.

Efter 20 minutter dømte Mikkel Redder første straffespark af to i opgøret. På VAR-systemet så man nemlig en bold på forsvarer Alexander Juel Andersens arm. Sayouba Mandé tog dog Iver Fossums kvalificerede afslutning.

I Oliver Christensens fravær viste reservemålmanden sig flere gange vigtig for fynboerne.

Mandé kom dog til kort ti minutter efter pausen. Her stødte AaB-angriberen Tim Prica sammen med målmanden, som intet kunne gøre, da bolden gik i mål via Juel Andersen.

Der gik dog ikke meget mere end ti minutter, inden OB slog tilbage. På et hjørnespark kom den fysisk stærke midtbanespiller, Ayo Okosun, først med hovedet på bolden og reducerede.

Mandé viste igen sine evner, da AaB fik tildelt andet straffespark i kampen - igen efter hånd på bolden. Denne gang fik Kasper Kusk lov til at teste OB-keeperen i den direkte duel, og reservemålmanden tog dog sin anden straffesparksredning.

Med få minutter tilbage blev tilbagevendte Lucas Andersen involveret i sit første mål i år, da han sendte Tim Prica igennem til en afsluttende AaB-scoring. I overtiden reducerede Emmanuel Sabbi forgæves for gæsterne.

Dermed udbygger AaB føringen i Superligaens nedrykningspulje.

Oversigt

    Oversigt