Åbningen af Odense Letbane udskydes endnu en gang

Odense Letbane åbner ikke ved årsskiftet som tidligere meddelt. Onsdag meddeler Odense Letbane, at åbningen er udskudt til foråret næste år.

Åbningen af Odense Letbane er udskudt til foråret næste år. Ifølge en pressemeddelelse fra Odense Letbane skyldes den nye forsinkelse, at projektets entreprenør, Comsa, endnu ikke har opnået endelig godkendelse fra Banedanmark til at strømsætte de dele af letbanestrækningen, der grænser op mod Banedanmarks anlæg. 

- Det er en ærgerlig og utilfredsstillende situation, at Comsa, som ansvarlig for anlægsarbejdet, ikke i rette tid har formået at sikre projektets fremdrift i henhold til den aftalte tidsplan, siger Mogens Hagelskær, der administrerende direktør ved Odense Letbane.

At tidsplanen med en åbning omkring årsskiftet ikke kunne overholdes, blev klart efter et partnerskabsmøde 17. november. 

Tidsplanen skrider

- Her stod det klart, at mulighederne for at indhente tabt terræn i tidsplanen var udtømte. Og da der fortsat ikke er opnået endelig godkendelse til at strømsætte hele letbanestrækingen, tager vi nu konsekvensen ved at meddele denne forsinkelse, uddyber Mogens Hagelskær og fortsætter:

- Vi har meddelt vores ejerkreds, at letbanen ikke når en åbningsdato inden for rammerne af den tidsplan, som Comsa præsenterede for os tidligere i år. Der er brug for ekstra tid til at færdiggøre projektet og afvikle de test- og træningsforløb, der går forud for driftsstart med passagerer, siger Mogens Hagelskær.

Ville presse Comsa

Arbejdet med at færdiggøre og få Odense Letbane i drift har i længere været kendt. Men hidtil har letbanen fastholdt, at Odense Letbane kunne åbne ved årsskiftet. I pressemeddelelsen oplyser direktøren for letbanen, at det blandt andet har været formålet at presse Comsa til at overholde tidsplanen. 

- Fra Odense Letbane P/S' side har vi over de seneste måneder bistået Comsa med yderligere ressourcer og teknisk bistand, ligesom vi har taget en mere aktiv rolle i kontakten med Banedanmark. Det har medvirket til, at der nu er skabt en tæt og konstruktiv dialog med Banedanmark, siger direktøren.

Stadig ingen åbningsdato

Mogens Hagelskær understreger, at godkendelsen er den afgørende forudsætning for, at Comsa kan udforme en revideret tidsplan for den resterende del af projektet.

- Vi forventer, at letbanen åbner i løbet af foråret 2022. Heldigvis er selve anlægsarbejdet tæt på afsluttet, hvilket er tydeligt for alle, der bevæger sig gennem Odense. Letbanens åbning kommer tættere på for hver dag, men jeg vil samtidig pointere, at sikkerhed er vigtigere end datoer - vi bruger den tid, der skal til for at udføre et godt og sikkert testforløb frem mod driftsstart, fastslår Mogens Hagelskær.

- Det vores forventning, at vi inden for den nærmeste tid vil opnå endelig godkendelse til at køre på hele letbanestrækningen. Når vi har tog på hele strækningen, har vi også forudsætninger for at melde ud om et mere præcist åbningstidspunkt.

Holder budgettet - indtil videre

Det er Odense Letbane P/S' vurdering, at omkostninger ved den forsinkede driftsstart vil kunne afholdes inden for rammerne af det eksisterende budget, inklusive reserver. Dette med udgangspunkt i, at meromkostninger ved en forlænget anlægsfase i et vist omfang modsvares af dagsboder til Comsa som følge af den misligholdte tidsplan.

Christoffer Lilleholt (V) er ked af, at letbanen endnu en gang bliver forsinket.

- Det er trist og ærgerligt, at vi nu får endnu en markant forsinkelse af letbanen. Vi kan kun gisne om det også kommer til at koste flere penge, siger Christoffer Lilleholt.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Peter Rahbæk Juel(S).




Oversigt

    Oversigt