Årets næste juleeventyr foregår på Fyn: - Det gør meget, at det ikke er i et studie

DR er gået i gang med optagelserne til deres næste store julekalender, og den foregår på flere historiske lokationer rundt på Fyn. Det har stor betydning for både skuespillerne og instruktøren, men også FilmFyn, der drømmer om at lokke flere juleturister til øen.

På markedspladsen er der fuld gang i tjenestepigerne, herskabsfolket og arbejderfamilierne. 

Det er måske et kendt syn, hvis man tidligere har været forbi Den Fynske Landsby. En ting er dog anderledes, for et kamerahold følger dem nemlig tæt.

I de her dage optager produktionsselskabet Mastiff nemlig DR's næste store julekalender kaldet 'Julehjertets Hemmelighed'. 

Julekalenderen foregår i midten af 1800-tallet og følger her tjenestepigen Karen og hendes nisseven Rumle. 

For den 14-årige hovedrolleindehaver og debutant Karla Larsen Moltsen er det en drøm at få lov til at tage del i optagelserne blandt de gamle bindingsværkshuse.

- Det er ret vildt at blive kastet ud i noget, man ikke rigtig har prøvet før, især en julekalender. Det virker som noget, alle synes er hyggeligt, siger Karla Larsen Moltsen og fortsætter:

- Det har været vildt at prøve at komme ind et sted, som det her, hvor man virkelig kan leve sig ind i rollen.

En tur i det fynske

Den Fynske Landsby i Odense er blot et af de steder på Fyn, hvor kalenderen udspiller sig. For stort set hele serien er optaget på øen. 

Blandet andet Møntergården, Jernbanemuseet og Erholm Gods ved Assens har lagt hus til årets julekalender.

Ifølge den garvede skuespiller Mia Lyhne og instruktør Poul Berg, så har de fynske lokationer gjort det nemmere for produktionen at finde julemagien frem.

Skuespilleren Ditte Ylva spiller med i julekalenderen.
Skuespilleren Ditte Ylva spiller med i julekalenderen.
Foto: Morten Albek

- Det gør ret meget, at det ikke har været i et eller andet studie. Det giver noget til ens spil, at man er på en herregård, hvor tingene er ligesom dengang, fortæller skuespiller Mia Lyhne.  

- Vi har kunne lave stort set alt her. Det er ret vigtigt, når man laver en serie, at man kan filme meget det samme sted, forklarer instruktør Poul Berg. 

Juledrømme på øen

Det er dog ikke kun skuespillerne og seriens instruktør, der har julelys i øjnene. Hos FilmFyns direktør, Klaus Hansen, er der også stor begejstring over interessen for netop Fyn. 

- At have Fyn med 24 gange i december med måske en million seere har jo en effekt i sig selv, siger Klaus Hansen.

Inklusiv 'Julehjertets Hemmelighed' har FilmFyn været med til at støtte seks forskellige julekalendere siden 2015. Det gælder heriblandt også TV 2's 'Tinka og sjælens spejl', der ligeledes ruller over skærmen til december.

Derfor startede FilmFyn et samarbejde med Destination Fyn, Odense Bys Museer og VisitOdense i december sidste år, der skal trække juleturister til øen. 

Projektet går under navnet Juleøen Fyn og skal blandt andet bestå af en julekalenderudstilling på Møntergården og aktiviteter de steder, hvor tidligere julekalendere er blevet optaget. 

Mere magi på vej

Direktør Klaus Hansen håber samtidig, at Juleøen Fyn kan trække endnu flere julekalendere til. 

Men om Julehjertets Hemmelighed er det eneste projekt, han og fonden lige nu har i kikkerten, kan han dog ikke oplyse.

- Min mund er lukket, siger Klaus Hansen med et smil og fortsætter:

- Men lur mig, om ikke Juleøen Fyn kan få andre til at banke på med en idé til den næste store familiejulekalender.

Optagelserne er i fuld gang til DR's nye julekalender 'Julehjertets Hemmelighed'.
Optagelserne er i fuld gang til DR's nye julekalender 'Julehjertets Hemmelighed'.
Foto: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt