Forud for det kommende Europaparlaments-valg, kan Moderaterne nu løfte sløret for partiets fynske kandidat.
Abdinoor Adam Hassan er kendt af mange odenseanere, da han sidder i byrådet – lige nu som løsgænger, efter han forlod Socialdemokratiet.
Om sit partiskift udtaler Abdinoor i en pressemeddelelse fra Moderaterne:
- Skiftet til Moderaterne har været helt udramatisk for mig. Med Moderaterne i regeringen, er yderfløjene og de ekstreme synspunkter på udlændingepolitikken forsvundet fra dagsorden. Og det synes jeg, er rigtig positivt.
Abdinoor har somalisk baggrund, og hans afrikanske rødder afspejler sig også i hans visioner for EU.
- Det bekymrer mig, at EU ikke er mere til stede i afrikanske lande. EU skal kritisk kigge på, hvordan man kan skabe vækst i Afrika. Det er ikke kun nødhjælp, der skal til. Et redskab til at skabe vækst kunne være etablering af sundhedsuddannelser i afrikanske lande. For det er ingen hemmelighed, at mange europæiske lande står overfor en massiv rekrutteringskrise de kommende år. Derfor giver det god mening at samarbejde med lande i Afrika. Ideen er inspireret af Tyskland, som også har stor mangel på sygeplejersker. Her har man en samarbejdsaftale med Kenya og har rekrutteret 3.000 sygeplejersker”.