Abdinur blev dræbt: - Han var verdens gladeste person

Den skuddræbte Abdinur Mohamed Ismail beskrives af sine venner som en livsglad mand med ingen tilknytning til det kriminelle miljø. En uskyldig mand blev dræbt.

En helt almindelig og livsglad mand, der passede sit arbejde, brugte tid sammen med sine venner og elskede sin familie.

quote Det giver ikke mening oppe i mit hoved, at han er væk

Abdirahman Mohamoud Jama, ven gennem 20 år

Sådan beskrives den skuddræbte Abdinur Mohamed Ismail af sine nærmeste.

Nærmest tom for ord møder TV 2/Fyn til fredagens demonstration til minde for Abdinur Mohamed Ismail i Vollsmose en af hans tætte venner og arbejdskollegaer Casper Hertzum Nissen.

Han er mødt op for at mindes den kammerat, han har mistet.

- Det er et helt uskyldigt drab, og det er simpelthen så tragisk, siger Casper Hertzum Nissen, mens folkemængden på flere hundrede mennesker er samlet i respektfuldt minde om den unge mand, der onsdag aften mistede livet.

Casper Hertzum Nissen beskriver den dræbte Abdinur Mohamed Ismail som en livsglad person, der havde absolut ingen tilknytning til det kriminelle miljø.
Casper Hertzum Nissen beskriver den dræbte Abdinur Mohamed Ismail som en livsglad person, der havde absolut ingen tilknytning til det kriminelle miljø.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

- Slut med at idioter skal ødelægge andres liv

Om onsdagens episode er Abdinur Mohamed Ismails venner og familie alle enige. Den 31-årige har været et uskyldigt offer i et opgør mellem grupperinger, som han ingen tilknytning havde til. 

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Abdinur har stået helt uden for konflikten. Han har intet haft med det at gøre, siger Casper Hertzum Nissen.

- Han gik op i at nyde livet sammen med sine venner. Han nød sin arbejdsplads. Han nød sin fritid. Han gik op i sig selv og sit udseende. Det er så uretfærdigt.

Og med ønsket om, at hans kammerats død bliver den absolut sidste, gør Casper Hertzom Nissen stille og roligt klar til at vende tilbage til demonstrationen. 

- Der er ikke flere uskyldige, der skal dræbes. Der er tale om et menneske, der er elsket af familie og venner, og det er så sørgerligt, at nogle dumme idioter skal gå ind og ødelægge det for andre velfungerende mennesker, siger han.

Til fredagens mindehøjtidelighed var flere hundrede mennesker mødt op og havde lagt blomster til ære og minde for Abdinur Mohamed Ismail.
Til fredagens mindehøjtidelighed var flere hundrede mennesker mødt op og havde lagt blomster til ære og minde for Abdinur Mohamed Ismail.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Et tilfældigt og uskyldigt offer

- Det er fuldstændig ubeskriveligt. Det giver ikke mening oppe i mit hoved, at han er væk. 

For en af Abdinur Mohamed Ismails tætteste venner gennem næsten 20 år Abdirahman Mohamoud Jama er hele situationen svær at sætte ord på.

quote Vi vil ikke have, at der skal være frygt mere. Der skal handles, og der skal komme et resultat ud af det. Abdinur skal have retfærdighed

Faizo Muhamed Ismael, søster

Det ene øjeblik havde han mødtes med sin tætte ven på en shawarmabar i Odense, og det næste var han revet væk fra ham.

- Vi sås rigtig meget. Vi tog på cafe, vi spillede fodbold, vi tog en tur i byen. Han var altid smilende og altid glad. Han krammede altid folk. Næsten så nogen synes, det kunne blive for meget, siger Abdirahman Mohamoud Jama med et lille, sørgmodigt grin i stemmen, mens han mindes sin nu døde ven.

Abdinur Mohamed Ismail var sådan en type ven, som man altid kunne ringe til, og så ville han stå klar med en hjælpende hånd, fortæller Abdirahman Mohamoud Jama, der ligesom Casper Hertzom Nissen også slår fast, at hans ven er en uskyldig dræbt.

- Han har aldrig nogensinde være i det kriminelle miljø. Aldrig nogensinde. Han har aldrig haft nogen konflikt. Han var et tilfældigt og uskyldigt offer, siger Abdirahman Mohamoud Jama.

Mor efterlades uden søn og indtægtsgrundlag

Foran den store forsamling på flere hundrede mennesker til fredagens demonstration stilte Abdinur Mohamed Ismails søster sig op og holdt en tale. 

Abdinur Mohamed Ismails søster stod foran de hundredevis af fremmødte og holdt en tale om sin bror.
Abdinur Mohamed Ismails søster stod foran de hundredevis af fremmødte og holdt en tale om sin bror.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Hun fortalte om sin bror. Hvem han var som person, hans livsglæde og hans hjælpsomhed. Og så kom hun med en opfordring til de fremmødte. 

- Jeg håber, at vi holder sammen som mennesker. Det skal ikke gentage sig og gå ud over en familie på samme måde, som det har ramt os, siger den 31-åriges søster Faizo Muhamed Ismael og fastslår:

- Vi vil ikke have, at der skal være frygt mere. Der skal handles, og der skal komme et resultat ud af det. Abdinur skal have retfærdighed.

Abdirahman Mohamoud Jama fortæller, at størstedelen af Abdinur Mohamed Ismails familie stadig er bosat i Somalien, hvor han oprindeligt kommer fra.

Hver måned sendte han penge hjem til familien. 

- Hans mor mister ikke bare en søn. Hun mister hele deres indtægtsgrundlag.

Vil have et almindeligt lokalsamfund

For Abdinurs venner og familie står et brændende ønske tilbage - noget må ændres. 

Samme holdning deler de mange fremmødte til fredagens demonstration. For nok er de alle mødt op for først og fremmest at ære den afdøde, men de hundredevis af mennesker er også mødt op for at fastslå en pointe. 

De accepterer ganske enkelt ikke, at flere uskyldige liv går tabt. 

- En lille gruppe unge mennesker skal ikke have lov til at tage resten af samfundet som gidsler. Vi vil ikke finde os i det længere. En uskyldig mand er gået bort, og det er mere vigtigt nu end nogensinde før, at vi står sammen, siger Ali Hassan, der er medarrangør af mindehøjtideligheden.

- Vi vil gerne leve et helt almindeligt liv i det her lokalsamfund ligesom alle andre, og det kan vi ikke få lov til, afslutter han.

Tilbage står blot et billede af en ung mand, der spredte smil og glæde blandt sine venner, som passede sit arbejde og som elskede sin familie.

Oversigt

    Oversigt