Ældre dame til kamp mod FynBus

87-årig passager brækkede hånden, da en bybus i Odense måtte bremse op. Nu kæmper Gudrun Munck for at få ret i, at opbremsningen var så hård, at FynBus skal betale for hendes hjemmehjælp. 

- Jeg har det dårligt, men jeg tager kampen om mod bytrafikken, fastslår Gudrun Munck.

For 14 dage siden brækkede hun hånden, slog hoften og fik trykket et par ribben kort efter, at hun var trådt ind i en af Odenses bybusser.

Gudrun Munck siger, at hun holdt FAST i en stang, da bussen bremsede HÅRDT op, mens FynBus hævder, at hun IKKE holdt fast i nogen stang, da bussen bremsede ALMINDELIGT. Derfor har busselskabets forsikringsselskab nægtet at betale erstatning.

Efter faldet har Gudrun Munck for første gang i sit liv haft brug for hjemmehjælp til vask og af- og påklædning. Den udgift skal hun i følge kommunens retningslinjer selv stå for. Men de udgifter bør FynBus refundere, mener Gudrun Munck.

- Jeg føler mig ydmyget og uretfærdigt behandlet, siger Gudrun Munck.

FynBus har ikke ønsket at kommentere sagen tirsdag men vil kigge den i gennem igen.

Oversigt

    Oversigt