I det fynske folks tjeneste

Afbrænding af mink: Ansatte har bedt om at blive taget af opgaven

Ikke alle Fjernvarme Fyns ansatte har haft lige let ved at skulle brænde mink af.

01:09

Ansatte har haft svært ved at skulle brænde mink af til fjernvarme.

Når Fjernvarme Fyns ansatte i disse dage tager del i afbrænding af mink, så er det ikke alle, der har lige let ved opgaven.

- Vi er vant til at brænde affald af. Det har man ikke noget forhold til. Nu er det så mink, der er en del af opgaven, fortæller driftschef i Fjernvarme Fyn Kenneth Jepsen.

Vi har tilbudt personale, at vi i den her periode kan finde nogle opgaver, som ikke involverer direkte kontakt med opgaven.

Kenneth Jepsen, driftschef, Fjernvarme Fyn

- Specielt for de folk, som håndterer dem i dagligdagen, er det noget andet, fordi man pludselig kan se de her dyr.

Derfor har nogle ansatte også bedt om at blive taget af opgaven.

- Vi har tilbudt personale, at vi i den her periode kan finde nogle opgaver, som ikke involverer direkte kontakt med opgaven, fortæller Kenneth Jepsen.

Læs også Louise Sanders sidste mink aflivet

Årsagen til, at Fjernvarme Fyn i øjeblikket brænder mink af, skyldes, at Fødevarestyrelsen har lavet aftaler med flere forbrændingsanlæg i Danmark for at komme hurtigt af med de 12 millioner mink i Danmark, der skal aflives.

I øjeblikket brænder Fjernvarme Fyn omkring 100 tons ikke-smittede mink af i døgnet.

Prøver at skabe trygge rammer

Fjernvarme Fyn har prøvet at skabe nogle trygge rammer for personalet for at sikre, at de ikke får en dårlig oplevelse, når minkene skal brændes af og bruges som fjernvarme.

- Det, vi har haft fokus på hele vejen igennem, er at sørge for, at de bliver ordentligt destrueret, fortæller Kenneth Jepsen.

- Derfor brænder vi dem kun af på affaldsanlægget, fordi der er vi sikre på, at vi kan styre hastigheden. Vi kan styre temperaturen meget nøjagtigt, og vi ved, at det, der så kommer ud i enden, er helt væk.

Læs også Mink bliver til fjernvarme: Nu ender aflivede dyr i din radiator

Derudover er der ikke nogen medarbejdere, der får minkene i hænderne og lastbiler rengøres, inden de kører fra Fjernvarme Fyns adresse. Alligevel kan personalet stadig ikke undgå at se de aflivede mink, når de skal brændes af.

- Det er stadigvæk lidt makabert.