Afhentning af affald bliver dyrere - et problem, mener Venstre

Claus Houden (V) mener, at Odense Renovation skal hyppigere i udbud for at sikre, at priserne på at få hentet skrald er tidssvarende.

- Det skal være billigst og bedst for borgerne.

Sådan siger Claus Houden (V), der mener, at der skal kigges yderligere på priserne af dagrenovation i Odense Kommune.

I november blev det nemlig vedtaget i Økonomiudvalget i Odense Kommune, at priserne for at få hentet skrald skal sættes op fra 2023. Dengang mente Thomas Jørgensen, direktør ved Odense Renovation, at der ikke var noget, man kunne gøre ved det. 

Men det er Claus Houden, der er medlem af Økonomiudvalget i Odense Kommune, ikke enig i. Han vil gerne se på, om priserne kan sænkes ved at sende dagrenovationen i Odense i udbud.

- Det kan sagtens være, at priserne passer, men i en tid med buldrende inflation, skylder vi borgerne at få testet priserne af, siger han.

Hyppigere udbud

Grunden til at priserne stiger ved årsskiftet er, at der er kommet flere sorteringsmuligheder, højere dieselpriser, samt at Odense Renovation har måttet ansætte ti nye medarbejdere.

Trods stigningen, er Odense Kommune alligevel det sted på Fyn, hvor priserne er lavest. Og ifølge direktør for Odense Renovation, Thomas Jørgensen, skyldes den lave pris, at de i forvejen sender en del af deres områder i udbud hvert fjerde år.

Men det synes Claus Houden ikke er nok.

- Det er et problem, at taksterne får lov til at stige.

- Hvis man ikke bliver prøvet på priserne, så lever man af overskuddet. Jeg vil anfægte, at perioden er for lang. Priserne udvikler sig hele tiden, og teknologien udvikler sig, siger han.

Det synes klimarådmand Tim Vermund (S), som også er medlem af Økonomiudvalget, dog ikke er nødvendigt. Han mener, at et udbud hvert fjerde år er mere end nok.

- Det er min oplevelse, at vi i kommunen har en dagrenovation, der gør det virkelig godt.

- Det er unødvendigt at sende det i udbud oftere. Det kræver ressourcer at sende ting i udbud, og det kræver også en masse energi og ressourcer for virksomheder at svare på udbud, siger han.

Flere prisstigninger kan være på vej

Siden oktober 2020 har selskaber, der håndterer dagrenovation, ikke måtte opkræve moms ved levering af affaldsydelser til husholdninger. Det har resulteret i, at satserne ved Odense Renovation dengang blev fire procent billigere. 

Men en politisk aftale fra slutningen af august lægger op til, at kommunerne de kommende fem år skal selskabeliggøre kommunale renovationsanlæg, så de igen skal betale moms.

Og Odense Renovation forudser, at det vil være nødvendigt med en genberegning af priserne, hvis aftalen bliver vedtaget.

- Der ligger ikke en afgørelse endnu. Det kommer nok til at trække ud. Men hvis det bliver vedtaget, så stiger priserne nok en fem til seks procent, siger Thomas Jørgensen.

Prisen på at få hentet affald for en husholdning med en 240 liters affaldsspand i Odense er 2.331 kroner i 2022, og 2.542 kroner i 2023.

I Assens bliver en del af kommunens affald samlet op af en helt særlig borger, der har viet sin fritid til noget, som de fleste ikke synes er så hyggeligt.

Oversigt

    Oversigt