AK81'er anholdt i kolonihave med oversavet jagtgevær

Onsdag eftermiddag ransagede Fyns Politi et kolonihavehus i Odense, hvor de fandt et oversavet gevær med tilhørende patroner.

En 21-årig mand med relationer til Hells Angels støttegruppe, AK81, blev anholdt onsdag eftermiddag i forbindelse med en ransagning af et kolonihavehus i Odense. Under ransagningen fandt politiet et oversavet gevær med tilhørende patroner, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Manden er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Odense. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af ulovlige våben.

-Med den anspændte situation, der i øjeblikket er i bandemiljøet, er jeg glad for, at der nu er et våben mindre i omløb i det kriminelle miljø. Jeg er selvfølgelig også glad for, at dommeren fulgte vores ønske, om at få den sigtede varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen, siger anklager Jacob Thaarup. 

På grund af den anspændte situation i bandemiljøet besluttede Fyns Politi tirsdag at forlænge lukningen af både Hells Angels og Black Army’s klubhuse i Odense frem til den 8. november. Klubhusene har været lukkede siden den 4. oktober. Der har siden den 9. september været oprettet visitationszone i hele den centrale del af Odense som følge af konflikten.

Den sigtede er varetægtsfængslet til den 1. december 2016.

Oversigt

    Oversigt