'Al Capone' fælder 38-årig storsvindler

Fyns Politi har i forbindelse med en større aktion onsdag formiddag anholdt en 38-årig mand for omfattende skatte- og momssvig.

Manden blev anholdt onsdag klokken 10.02 under aktionen, hvor i alt fem adresser i Odense blev ransaget.

Alle fem adresser har tilknytning til firmaer inden for dørmands- og rengøringsbranchen, som alle kontrolleres af den 38-årige mand.

I forbindelse med anholdelsen har politiet blandt andet beslaglagt 956.416 kroner fra flere bankkonti og en lang række dokumenter.

- Ransagningerne og anholdelsen i dag er kommet i stand efter længere tids efterforskning. Skat skal nu gennemgå materialet med henblik på en opgørelse af skatte- og momskravet, og derefter skal politiet tage stilling til, om der er behov for yderligere efterforskning, siger vicepolitiinspektør Albert Rasmussen.

Dagens aktion i samarbejde med Økokrim Skat er et led i den såkaldte Al Capone indsats, hvor myndighederne samarbejder på tværs for gennem målrettede indsatser at komme kriminalitet til livs.

Oversigt

    Oversigt