Alt optaget: Robotter hitter hos skoleelever

På bare en time var alle pladser optaget til Syddanske Forskerparkers nye event om robotter og iværksætteri for folkeskolernes ældste klasser

800 elever fra 41 klasser i Kolding og Odense kommuner har tilmeldt sig Innovationsdag for Folkeskolen. I Odense svarer det til hele 39 procent af folkeskolerne.

Udsolgt på én time

Det er et helt nyt tilbud til folkeskolernes 8. og 9. klasser, som blev sendt ud inden sommerferien. De første tilmeldinger begyndte at tikke ind efter få minutter, og en time efter var alle pladser optaget.

Mette Lund, som er lærer på Seden Skole, var en af de heldige, der fik en plads til sine klasser, og hun glæder sig over tiltaget.

- Konceptet er helt i tråd med skolens målsætning omkring innovation, og det at give eleverne værktøjer til at skabe nye ideer. Vi forventer, at elevernes ideudvikling bliver konkretiseret i en større grad, end vi normalt kan tilbyde i hverdagen, siger hun og mener, at det er godt at komme ud i praksis og få en anderledes oplevelse.

- Jeg har ikke tidligere set sådan et tilbud i folkeskolen, siger hun.

Efterspørgsel nok til flere dage

Med den nye forskerpark, Videnbyen, har Syddanske Forskerparker fået rammerne til at udbrede innovations- og entreprenørskabstanken til en noget yngre målgruppe end hidtil. Ideen er at give de ældste klasser i folkeskolen mulighed for at beskæftige sig med innovation og iværksætteri gennem en-dags-event kaldet ’Future Innovators’.

Det er første gang, Syddanske Forskerparker inviterer folkeskoleelever indenfor til Future Inovators
Det er første gang, Syddanske Forskerparker inviterer folkeskoleelever indenfor til Future Inovators

Én dag er planlagt, men på grund af den store succes vil Syddanske Forskerparker nu forsøge at få yderligere to dage stablet på benene.

-Den enorme efterspørgsel betyder, at vi nu forsøger at finde kapital til at udvide konceptet med yderligere 2 dage, siger direktør i Syddanske Forskerparker Helle Thylkjær Henriksen.

-Vi har skabt eventen, for at eleverne kan komme tæt på innovations- og entreprenørskabstanken, og formålet er at bidrage til kendskab og interesse for de innovative fag som fx robotteknologi og it, allerede inden de vælger studieretning, fortsætter hun.

Forståelse af software

Dagen igennem vil eleverne via forskellige workshops blive udfordret på deres egen forståelse af software og lære, hvordan man laver udviklingsarbejde i teams. De vil lære at styre robotter og kan besøge udstillinger, hvor forskellige virksomheder fremviser deres robotter, så eleverne kan opleve dem i en erhvervsmæssig kontekst. ”Bl.a. er vi ved at have en aftale klar med OUH, så vi på en skærm kan vise, hvordan en robotoperation foregår”, lyder det fra Helle Thylkjær Henriksen.

Første gang 250 elever bliver budt indenfor i Videnbyen til Future Innovators er onsdag d. 18. januar 2017. Arrangementet er planlagt som en årligt tilbagevendende begivenhed.

Oversigt

    Oversigt