Det er en gylden regel i dansk politik, at man som udgangspunkt ikke vinder et valg på at love skattelettelser.
Undersøgelser viser, at når lavere skat eller forbedringer af den offentlige service stilles op som hinandens modsætninger, så er vælgernes holdninger klare: Andelen af vælgere, som hellere vil have velfærdsforbedringer frem for skattelettelser har de seneste mange år ligget stabilt på omkring 70 %.
"Den er hjemme"
Der er nok ingen tvivl om, at vælgernes generelle ønsker om god kommunal service indgik overvejelserne, da rød blok den 30. juni 2016 holdt pressemøde på Odense Rådhus med et løfte om, at skatten de kommende år ville stige med et procentpoint.
De kaldte stigningen for velfærdsprocenten, og den var ikke til forhandling med de blå. Og udstak et løfte om, at pengene kun ville blive brugt til børn, unge og ældre.
Stemningen var høj, det virkede nærmest som om, at rød blok allerede havde taget forskud på valgsejren.
Stemningen på mødet var høj, det virkede nærmest som om, at rød blok allerede havde taget forskud på valgsejren.
Og vælgerne elsker velfærd, - men det bør samtidig tilføjes, at de hader blokpolitik. Og kan man uden videre forvente, at vælgerne sluger en skattestigning tre år i træk?
Svaret er nok nærmere et nej, - ihvert fald hvis man spørger midtervælgerne, som normalt afgør om farven på borgmesteren skal være rød eller blå.
Eller sagt på en anden måde: Ja, man kan tabe på at love skattelettelser, men det er ikke ensbetydende med, at man kan vinde på at love skattestigninger.
Ingen plads til fejlskud
Da "velfærdsprocenten" blev præsenteret skete det i kølvandet på en række pressehistorier om udsigt til store kommunale besparelser på grund af det omstridte omprioriteringsbidrag.
I januar 2016 var der lagt op til store demonstrationer på Flakhaven mod besparelserne på børneområdet, men så var det, at Anker Boye kom protesterne i møde ved at samle rødt flertal for en skattestigning. Der var krisestemning, - en perfekt timing for at skabe bred forståelse for "velfærdsprocenten".
Fortællingen kørte på skinner lige indtil det kaotiske byrådsmøde den 20. september 2017, da Peter Rahbæk Juel pludselig præsenterede en skatteteknisk finte, så kommunen kunne slippe for strafafgift.
Borgmesteren foreslog at sænke afgiften hos virksomhederne. Til gengæld skulle der så opkræves endnu flere penge af borgerne i år. Og ikke nogen skattestigning næste år.
Det lød som en plan, der var udtænkt af dygtige embedsmænd. Men den burde være blevet i skuffen.
Det lød som en plan, der var udtænkt af embedsmænd. En plan, som burde være blevet i skuffen, fordi den var komplet umulig at forklare for almindelige mennesker.
Forslaget blev under stor ståhej og medieopmærksomhed skudt ned i løbet af få timer. Først af Enhedslisten og derefter af de borgerlige.
På kort tid lykkedes det at skabe forvirring om velfærdsprocenten.
Den slags fejlskud er der ikke råd til, hvis rød blok skal vinde valget den 21. november.
Blå blok vil så tvivl
"For os i Venstre er kommunens kerneopgaver i hverdagen vigtigere end røde snore, flere festivaller og forkromede helhedsplaner", lød det fra partiets politiske ordfører Bo Libergren, da han i forsommeren 2016 præsenterede alternativet til den såkaldte velfærdsprocent.
Venstre havde samtidig fundet pengene, der kunne afværge den planlagte skattestigning.
Selvfølgelig kan vi finde nogle millioner på et megastort kommunalt budget på over 12 milliarder kroner årligt. Man kan godt løse udfordringerne uden at hæve skatten.
- Selvfølgelig kan vi finde nogle millioner på et megastort kommunalt budget på over 12 milliarder kroner årligt. Man kan godt løse udfordringerne uden at hæve skatten, lød det fra Venstrefolkene.
Sådan lyder det stadig, og sådan vil det lyde frem helt frem til valgdagen den 21. november.
Den fortælling står som et skarpt modsvar til rød blok. Budskabet kan ovenikøbet have fået bedre klangbund blandt midtervælgerne, fordi der i dag ikke er den samme krisestemning, som for halvandet år siden.
Læg så dertil, at vi de kommende uger vil opleve, at Venstre vil sætte ind med nye stød mod rød blok. Stød, som skal overbevise vælgerne om, at den stigning i skatten, som blev vedtaget sidste år, allerede "er gået op i hat og briller".
Hvis det lykkes at trænge igennem med budskabet bliver "velfærdsprocenten" næppe den vindersag, som rød blok havde håbet på.
Rahbæk er favorit
Ikke desto mindre må Peter Rahbæk Juel betegnes som favorit i kapløbet om borgmesterposten.
Selv om han er en gammel kending i politik signalerer han dog lidt fornyelse. Og så hjælper det ham sikkert også, at hovedmodstanderen Jane Jegind formentlig får mere end svært ved at gentage vælgersuccessen i 2013.
Venstre fik dengang et kanonvalg på modstanden af lukningen af Thomas B. Thrigesgade. Men proteststemmer har man normalt kun til låns, så nogle af dem kommer Venstre til at levere tilbage.
Man kunne få den tanke, at Venstres nye slogan "Vi elsker Odense" skal lægge afstand til den defensive "stop-kampagne" fra valget i 2013.
Dertil kommer dommedagsprofetierne om butiksdød og trafikkaos. Som bekendt gik det anderledes.
Man kunne få den tanke, at Venstres nye slogan "Vi elsker Odense" skal lægge afstand til den i nogle liberales øjne lidt bagstræberiske lidt "stop-kampagne" fra valget i 2013. Det virker i hvert fald som et forsøg på at appellere til den del af de liberale vælgere, som hverken frygter forandringer eller omstillingsprocesser.
K og DF skal hente det sidste
Det gavner heller ikke ligefrem, at Venstre i de landsdækkende meningsmålinger står til en pæn øretæve i forhold til for fire år siden. Man plejer at sige, at det slår igennem med halv kraft til kommunalvalgene.
Så det bliver næppe Venstre, som får den fremgang der skal til for at magten tipper fra rød til blå blok. Fremgangen skal hentes hos Konservative og Dansk Folkeparti.
Det bliver næppe Venstre, som får den fremgang der skal til for at magten tipper fra rød til blå blok.
Der skal dog noget af en præstation til, hvis den nye spidskandidat Søren Windel skal gøre det ligeså godt som forgængeren Steen Møller, som i valgkampens slutspurt hev et ekstra mandat hjem til partiet.
Søren Windell kan dog blive hjulpet af den medvind Konservative i øjeblikket har i landsmålingerne, og så skal man heller ikke glemme, at partiet historisk har stået stærkt i Odense.
Og måske kan Konservative få fat i nogle af de Venstre-vælgere i det lokale handels- og erhvervsliv, som ikke altid er lige begejstret, når Venstre melder sig ud af aftaler, som partiet selv har været med til at indgå.
Det styrker heller ikke ligefrem blå blok, at den ukendte Christel Gall fra Dansk Folkeparti nu skal løfte arven efter den stærke profil Alex Ahrendtsen. Til gengæld kan det blive hendes held, at partiet i følge landsmålingerne vil få et rigtig godt valg.
Man kan derfor sige, at pilen peger på fortsat rødt flertal efter valget. Men først og fremmest fordi blå blok samlet set står svagere end for fire år siden.