Analyse: Windell-sag spreder gift mellem V og K

Venstre trækker tilsyneladende sagen om rådmand Søren Windells bestyrelsespost i Atlantisk Hus i langdrag. De Konservative er rasende, skriver TV2 Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

I 2007 var den konservative rådmand Søren Windell en 28-årig ung mand, som havde forsøgt at gøre karriere i erhvervslivet.  Det gik mildt sagt ikke særlig godt, og han endte med at gå konkurs med sit selskab og få en betinget dom for skyldnersvig.

I dag 14 år senere risikerer begivenhederne fra dengang at slå revner i blå blok.

Sagen er den, at formanden for Venstres byrådsgruppe, Claus Houden, endnu ikke har truffet nogen afgørelse om Søren Windells bestyrelsespost i Nordatlantisk Hus.

Reglerne er, at et medlem skal træde ud, hvis man er dømt eller under personlig konkurs. Odense Kommunes jurister har dog vurderet, at der ikke er grund til, at Søren Windell forlader bestyrelsen, fordi der er tale om en gammel sag, som ligger langt tilbage i tiden.

Nu vender de konservative så utålmodigt på, at der kommer en melding fra bestyrelsesformanden.

Men Claus Houden siger til TV2 Fyn, at han ikke har nogen kommentarer, og han vil heller ikke svare på, hvor lang tid der går, inden der træffes en beslutning om Windells fremtid.

Gift for samarbejdet

De vil ikke sige det højt, men mange Konservative føler sig overbeviste om,  at Claus Houden bevidst trækker sagen ud for at fastholde et negativt fokus på  Søren Windell i håb om, at Venstre kan tiltrække nogle af de konservative vælgere til efteråret. 

Venstre står svagt i de landsdækkende meningsmålinger, mens Konservative står stærkt. Og lokalt i Odense har Venstrefolkene med stigende bekymring hen over efteråret kunne følge en selvbevidst Søren Windell, som med god ret kunne tage en stor del af æren for, at fjernvarmesalget gik i vasken.

Om analysen holder vand skal være usagt, men man skal ikke være politisk kommentator for at regne ud, at Venstres Christoffer Lilleholt ved at holde sagen om Windell og posten i Nordatlantisk Hus ud i strakt arm,  er med til at trække K-rådmandens skæbne i langdrag og forlænge pressens fokus på sagen.

De Konservative nærmest sitrer af indestænkt vrede. Nogle taler ligefrem om,  at hvis sagen ikke afsluttes på en hurtig og tilfredsstillende måde, vil det få alvorlige konsekvenser for samarbejdet i blå blok op til kommunalvalget.

Venter på melding fra V

For alle os, som lige nu betragter giftighederne i blå blok på afstand, bliver det spændende at se, hvor lang tid der går, inden vi får en melding fra Claus Houden. Eller i det mindste en princpiel udtalelse fra Christoffer Lilleholt om sit syn på, hvorvidt Søren Windells gøren og laden for 14 år siden bør spille ind i forhold til de poster,  som K-politikeren er udpeget til i kraft af sit folkevalgte job.

Man kan ikke fortænke de konservative i, at de tolker den larmende tavshed fra Venstre som et forsøg på at kannibalisere stemmer i blå blok af frygt for, at Konservative til efteråret vokser sig større end Venstre.

Hvis det er Venstres strategi, så kan det kun opfattes på den måde, at Christoffer Lilleholt på forhånd har opgivet at vinde over Peter Rahbæk Juel til november.

Nu gælder det om at holde skansen og sikre et godt valg til Venstre, og så må borgmesterposten vente til 2025.

Opdatering
Clock02. mar 2021, kl. 19:10
Analysen er skrevet og udgivet, inden TV 2 Fyn modtog pressemeddelelsen fra Nordatlantisk Hus, der gjorde det klart, at Søren Windell kunne blive i bestyrelsen.

Oversigt

    Oversigt