Anfører forlader Odense Håndbold efter 13 år i klubben

Til sommer er Kamilla Larsen færdig i Odense Håndbold, som ikke ønskede at forlænge aftalen med hende.

Når sæsonen er slut, er det også slut for Kamilla Larsen i Odense Håndbold.

Den 38-årige anfører får ikke forlænget sin kontrakt, men det er ikke med hendes gode vilje, at hun skal forlade sin hjerteklub, hvor hun til sommer har spillet i 13 år.

- Jeg ville gerne have fortsat i Odense Håndbold, men det ønskede klubben desværre ikke, siger Kamilla Larsen i en pressemeddelelse.

Direktør Lars Peter Hermansen slår over for Ritzau fast, at det er sportslige hensyn, der gør, at Kamilla Larsen må sige farvel og tak til sommer.

- Vi har sat os ned og kigget på, hvordan vi gerne vil sætte holdet, og der har vi haft fokus på, at vi gerne vil have tre stregspillere, der kan spille i begge ender, siger Lars Peter Hermansen.

Kamilla Larsen bruger det meste af sit krudt i forsvaret, og Odense Håndbold har altså vurderet, at hun ikke kan løse opgaven i angrebet.

Det gør dog ondt på direktøren at sige farvel til Kamilla Larsen, der tidligere i år var med til at hente det første mesterskab til klubben.

- Det er trist. Det er tungt for alle parter. Hun er en klublegende, og hun har været med til at skrive historie, siger Lars Peter Hermansen.

Kamilla Larsen kom til Odense i 2009, efter at hun havde tørnet ud for hedengangne Slagelse Dream Team, som hun blandt andet vandt Champions League med.

Hun har i årenes løb spillet 99 kampe på det danske landshold. Det foregik fra debuten i 2005 og frem til 2011.