To anholdt efter brande: Vidner og hundepatrulje fandt dem

To mænd er anholdt efter to brande i Skibhuskvarteret natten til lørdag.

Opdatering
Clock15. aug 2020, kl. 15:00
De to mænd sigtet for brandstiftelse blev efter grundlovsforhøret fængslet i fire uger. Politiet har ikke yderligere kommentarer i sagen, der fortsat bliver efterforsket.

Fyns Politi rykkede klokken 4.52 og klokken 5.25 ud til to brande i Odense natten til lørdag.

Den ene på Violvej og den anden på Bellisvej i Skibhuskvarteret.

Ved første udrykning var der tale om et brændende fritidshus, mens det anden gang var en carport med en bil, der stod i flammer.

- Da vi kommer til Violvej er fritidshuset overtændt. En lille halv time efter modtager vi en anmeldelse om en ny brand ikke så langt derfra, siger vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede. 

Ved carporten på Bellisvej var der blevet antændt en skraldespand, som var blevet rykket hen til carporten og dermed havde ilden spreds sig. Flammerne fik fat i først en garage og en bil og rykkede videre til en tom garage. Udenfor garagen fik ilden også fat i en bil, der holdt parkeret op ad gavlen. 

- På baggrund af rigtig gode oplysninger fra vidner ved den sidste brand og ud fra rigtig godt arbejde fra vores hundepatrulje lander vi i en kælder på Monbergsvej, hvor vi anholder to personer, som vi mistænker for at have antændt begge brande, siger Lars Thede.

De to mænd er henholdsvis 21 og 26 år og bliver fremstillet klokken 12 lørdag i grundlovsforhør.

I samme område var der i sidste uge to brande, men om der er sammenhæng mellem de forrige og de seneste kan vagtchef Lars Thede ikke hverken be- eller afkræfte.

Oversigt

    Oversigt