Anne Engdal Stig Christensen er ny direktør for TV2

Anne Engdal Stig Christensen tiltræder som ny administrerende direktør på TV2 fra 1. august.

TV2's indholdsdirektør, Anne Engdal Stig Christensen, bliver ny administrerende direktør for TV2, oplyser tv-stationen.

Hun erstatter Merete Eldrup, der stopper efter 11 år.

Anne Engdal Stig Christensen tiltræder som administrerende direktør fra 1. august. Ind til da fortsætter Merete Eldrup som direktør.

I en pressemeddelelse skriver TV2, at det er en enig TV2-bestyrelse, der har udpeget den nye direktør. Hun bliver den ottende direktør i TV2's 30-årige historie.

- Anne er en stærk leder, som formår at motivere og sætte en tydelig strategisk retning.

- Det har hun vist som indholdsdirektør, og den evne vil TV2 og medarbejderne få brug for og glæde af de kommende år, hvor udfordringerne er mange med massiv konkurrence og forbrugervaner under hastig forandring, siger TV2' s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, blandt andet i pressemeddelelsen.

50-årige Anne Engdal Stig Christensen blev ansat på TV2 fra 1994 til 2007, hvor hun valgte at etablere sit eget rådgivningsfirma.

Siden blev hun i 2008 programdirektør hos SBS TV og i 2012 planchef hos DR. Hun vendte tilbage på TV2 som programdirektør i 2013 og blev i 2015 udnævnt til indholdsdirektør.

Det var i januar, at Merete Eldrup meddelte, at hun ville stoppe som direktør i TV2, når der var fundet en afløser. Hun ønsker i stedet at forfølge en karriere i bestyrelseslokalerne.

- Jeg vil gerne stoppe og give TV2-stafetten videre på et tidspunkt, hvor det går godt, og det kan ske i god ro og mag.

- Og så synes jeg også, at det passer godt for mig selv. 11 år er lang tid, og jeg har tre bestyrelser samt en fjerde mulighed, der dukkede op, sagde Merete Eldrup i januar.

Oversigt

    Oversigt