I det fynske folks tjeneste

Antal corona-indlagte tredoblet på få uger: Lilleholt er en ud af 15 indlagte på OUH

Markant stigning af indlagte på Odense Universitetshospital. En af dem er den fynske politiker Lars Chr. Lilleholt.

I alt 15 er tirsdag indlagt med coronavirus på OUH. En af dem er Lars Chr. Lilleholt. Foto: Morten Aalbek

Der er tirsdag ingen covid-19-patienter på Odense Universitetshospital, der er så hårdt ramt af sygdommen, at de er i intensiv behandling eller i respirator.

Men antallet af indlagte patienter med covid-19 er steget markant indenfor de seneste uger. En stigning, der flugter med udviklingen på landsplan.

Den 15. oktober var der fem indlagte covid-19-patienter på Odense Universitetshospital. Tirsdag er tallet steget til 15.

Læs også Fynsk toppolitiker indlagt med covid-19: - Det er en hård tur

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi fra Syddansk Universitet, vurderer, at det nuværende antal indlagte vil stige yderligere i de kommende uger.

- I øjeblikket er antallet af nysmittede små 1.000 personer dagligt og det vil vi formentlig se aflejre sig i et stigende antal indlæggelser.

Kolmos mener ikke, at en stigning i antallet af indlæggelser vil presse det danske sundhedsvæsen.

- Nej, det kan vi klare. Vi har kapaciteten, så situationen er ikke farlig på nuværende tidspunkt. Heller ikke trodse en stigning i de kommende uger, siger Hans Jørn Kolmos.

Lilleholt indlagt

En af de indlagte patienter er den fynske Venstre-profil Lars Chr. Lilleholt, der blev indlagt på sygehuset i Odense mandag aften med covid-19 og lungebetændelse.

TV 2 Fyn har talt med Lars Chr. Lilleholt fra sygesengen, hvor han fortæller, at han får behandling med ilt.

- Jeg ligger ned og får ilt og har fået at vide af lægerne, at jeg skal holde mig i ro. Jeg har heldigvis ikke deltaget i større fysiske møder de seneste fem dage, og dem jeg har været tæt på, har jeg kontaktet privat eller via sociale medier, siger Lars Chr. Lilleholt til TV 2 Fyn.

Lars Chr. Lilleholt er langt fra den eneste folketingspolitiker, der er blevet direkte ramt af corona-pandemien. Den første Christiansborgpolitiker, der blev smittet, er en anden fynbo, socialdemokraten Bjørn Brandenborg.

Læs også Lilleholt behandles med remdesivir: Sådan virker det

Og i denne uge har flere folkevalgte føjet sig til rækken af smittede. Tirsdag er det kommet frem at blandt andre tidligere justitsminister Søren Pape og Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus også er blevet smittet med corona.

Tirsdag eftermiddag er i alt syv ministre derudover gået i selvisolation .