To år efter brandstifteren hærgede: Odense Roklub rejser sig igen

Odense Roklub indviede i dag deres nye klubhus og døbte fire af deres 45 nye robåde, efter deres gamle klubhus og bådhal forsvandt i en påsat brand i 2015.

Der dufter stadigt svagt af frisk maling og nyt byggeri. Væggende er hvide og en afdækket terasse vender ud mod kanalen, hvor de nye robåde snart skal få lov at boltre sig. Folk smiler omkap med augustsolen udenfor. De drikker champagne og stemningen er glad og lettet. 

Går man to år og 11 dage tilbage, var scenen en helt anden. Medlemmer fra Odense Roklub kunne en tidlig morgen betragte de afsvedne rester af det, der engang var deres klubhus og bådhal. 80 robåde var ødelagt, millioner af kroner og tusindvis af arbejdstimer var blevet ædt op af flammer i løbet af natten. 

Branden var påsat, og den efterlod hele Odense Roklubs eksistensgrundlag som en rygende bunke forkullet træ. 

Eller. Det var ikke hele eksistensgrundlaget, der forsvandt den nat. Det beviste Odense Roklub i dag, da de kunne indvi deres nye klubhus og døbe fire af deres 45 nye robåde. 

- Det er ligesom fuglen fønix. Det hele var brændt ned, og det så håbløst ud. Men nu føler vi, at der blomstrer og vokser noget nyt op, som kan blive rigtig smut med tiden, siger Michael Vindinge Sørensen, der er formand for Odense Roklub. 

Hjælp fra flere kanter

Da klubben for to år siden stod med en nedbrændt klub og ingen både, var det en svær situation for dem. 

- Vi vidste virkelig ikke, hvad vi skulle gøre. Vi anede ikke råd i forhold til, hvordan vi skulle få det til at hænge sammen. Hvordan skulle vi nogensinde få det her til at udvikle sig til en roklub igen? Er vores dage talte? Det vidste vi ikke noget om, fortæller Michael Vindinge Sørensen.

Men hurtigt meldte hjælpen sig i form af andre roklubber, der ville låne deres egne både ud. På havnen fik roklubben lov at låne naboen Odin Havneparks lokaler, og processen med at bygge alt op igen, kom langsomt igang. 

Roklubben fik hjælp af deres forsikring Tryg, de fik to millioner fra A. P. Møllers Støttefond, frivillige samlede penge ind, klubben brugte deres opsparede midler, og en nabovirksomhed hjalp med lys og så videre. Og to år senere stod klubhus og nye både klar. 

- Det er helt fantastisk. Vi havde slet ikke forventet at få så gode forhold, som vi har her nu. Det er bare rigtig godt, siger Jens Erik Petersen, der er medlem af Odense Roklub. 

I dag fik klubbens samarbejdspartnere lov til at bestemme navnene og døbe de nye både. Og traditionen tro fik alle både navne fra den nordiske mytologi: Trygve, Heimdal, Mimer og Sleipne kom de fire både til at hedde. 

Oversigt

    Oversigt