Arbejdsgiver: Uværdigt med seng på jobbet

Sanderum Smede- og Maskinværksted er en af de virkomheder, der har haft en medarbejder med en seng i arbejdsprøvning. Det var ydmygende og uværdigt, og det gør de aldrig igen.

Sanderum Smede- og Maskinværksted har mange gange hjulpet kommunerne og syge borgere med at få afprøvet deres arbejdsevner. Men da Odense Kommune foreslog, at virksomheden skulle tage imod en medarbejder med en rygskade, der også havde brug for en seng, blev det mødt med skepsis.

- Jeg sagde, at jeg ikke syntes det var en god ide, men de pressede på, og til sidst sagde vi ja for at hjælpe, fortæller Vivi Arendt Larsen, administrationschef hos Sanderum Smede- og Maskinværksted.

Men efter kort tid stod det klart, at medarbejderen med rygskaden ikke kunne klare sig på smedeværkstedet.

- Han var en sød fyr, men det var uværdigt og ydmygende. Han kunne ikke arbejde fordi han hurtigt måtte ligge i sin seng og hvile sig, og det går jo ikke på en virksomhed, der skal producere og tjene penge, siger Vivi Arendt Larsen.

Hun er ikke i tvivl om at den syge medarbejder kun sagde ja til jobbet i virksomheden, fordi han ellers ville miste sine penge fra kommunen.

- Vi vil gerne hjælpe borgere i gang igen, men i dette tilfælde var det mere passende med et genoptræningscenter, og vi hjalp ham overhovedet ikke. Det var for langt ude, og det vil vi ikke gøre igen, siger Vivi Arendt Larsen.

De mange sager om syge borgere, der bliver holdt hen i gentagne arbejdsprøvninger og såkaldte ressourceforløb bliver nu en sag for beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen(V).

- Jeg synes de er en absurd behandling borgerne må lægge rygge til. Det er meningen at det offentlige skal møde borgerne med respekt og forståelse, og bringe dem videre. Det her tyder på, at kommunerne har brug for at få at vide hvordan man skal forstå loven og den ånd, der er i lovgivningen. Her rammer de ved siden, og det må ministeren kigge på, siger beskæftigelsesordfører for SF, Karsten Hønge(SF).

Beskæftigelsesministeren er på ferie, og det har ikke været muligt at få en kommentar til de fynske sager om arbejdsprøvning.

Oversigt

    Oversigt