Årets lærling kåret: Jernvilje og godt humør

Dansk Industri Fyn kårer i morgen årets lærling - og dette års vinder er gjort af et særligt stof.

En voldsom ulykke for nogle år siden gjorde det svært for Martin Stuhr Nielsen at passe sit job som smed. Men i stedet for at give op, gik han andre veje.

Han startede forfra og tog en ny erhvervsuddannelse, denne gang som industritekniker.

Og det har han gjort så godt, at han i morgen, onsdag, bliver hædret med DI Fyns årlige lærlingepris.

- Han er også en fantastisk god kollega. Sådan en der altid kommer med gode ideer, når der er et problem – og som får løst problemerne. Han er hjælpsom overfor alle, har et godt humør, og er med til at skabe en god stemning på arbejdspladsen, siger Anders Høgh Bukh, direktør på Trio Stål Odense A/S.

Årets lærling blev valgt i et stort felt, og formand for DI Fyn Christian Møller er både stolt og glad for de mange indstillinger.

- Det er dejligt at se, at der er så mange dygtige og engagerede lærlinge og elever i de fynske virksomheder. Dem har vi stærkt brug for både nu og de kommende mange år. Hvis virksomhederne på Fyn skal skabe vækst og arbejdspladser, er det helt afgørende, at vi er med til at uddanne så mange dygtige mennesker som overhovedet muligt. Her er Martin Stuhr en solstrålehistorie, siger Christian Møller.

Det er Trio Stål Odense A/S, der har indstillet Martin Stuhr Nielsen til lærlingeprisen. Og det er vigtigt, at der også kommer fokus på de virksomheder, som tager ansvar for at uddanne fremtidens fynske faglærte.

- Lærlingeprisen er selvfølgelig Martins pris, men der er også brug for at hædre Trio Stål Odense A/S, fordi de har lærlinge. Vi har brug for at få uddannet flere faglærte, og det er meget vigtigt, at lærlinge og elever kan få en læreplads. Det er ude på virksomhederne, at de finder ud af, hvordan faget fungerer i virkeligheden, og hvordan det er at være på arbejdsmarkedet, siger formanden for DI Fyn, Christian Møller.

Oversigt

    Oversigt