Axelsen får dansk ligacomeback med sejr og samlet nederlag

Viktor Axelsen og Anders Antonsen vandt deres egne kampe, men tabte med deres hold i Badmintonligaen.

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen stillede tirsdag op i den danske badmintonliga for første gang siden 2014.

Den tidligere verdensmester vandt sin kamp, men tabte samlet med sit hold, Skovshoved, med 4-5 til Værløse.

Axelsen vandt klart med 21-8, 21-16 over Rasmus Messerschmidt, og også Rasmus Gemke vandt sin herresingle i to sæt, men det rakte altså ikke til mere end et knebent nederlag samlet.

Også Anders Antonsen fik comeback i ligaen, og han havde samme oplevelse som Axelsen. Antonsen vandt begge sine kampe, men også han måtte se sig slået samlet med barndomsklubben Aarhus Badmintonklub, der tabte 4-5 til Greve.

Antonsen slog finnen Kalle Koljonen 21-13, 21-17 og vandt desuden sin herredouble med Mathias L. Hansen i to sæt. Det skete mod samme Koljonen og David Daugaard.

Det var første runde af grundspillet i Badmintonligaen i sæsonen 2020/21. For lidt mere end to måneder siden lykkedes det med corona-forsinkelse at spille den gamle sæson færdig.

Her vandt Skovshoved finalen over Værløse, men sidstnævnte fik altså revanche for det nederlag tirsdag aften.

Alle internationale turneringer er stadig suspenderet på grund af coronapandemien, og det er årsagen til, at stjerner som Axelsen og Antonsen stiller op i ligaen for at få tiltrængt kamptræning.

Da Axelsen senest spillede i ligaen for seks år siden, var det for netop tirsdagens modstander, Værløse.

Anden runde af ligaen spilles på torsdag.

Oversigt

    Oversigt