Axelsen stråler og er en sejr fra ny All England-finale

Med en sikker sejr i to sæt er badmintonspilleren Viktor Axelsen klar til semifinalen i All England.

Viktor Axelsen ligner et virkelig godt bud på en vinder af All England-turneringen 2020.

Med det forbehold at turneringen altså spilles færdig. Lige nu tyder intet dog på andet. Tilskuerne jubler fra de fyldte tribuner i Birmingham, mens stort set al anden sport i verden aflyses som følge af coronakrisen.

Axelsen koncentrerer sig om det, han har kontrol over. Og spillet på banen har danskeren virkelig godt styr på.

I fredagens kvartfinale gjorde Axelsen kort proces mod kineseren Yu Qi Shi. Danskeren var ganske overlegen og vandt i to sikre sæt - 21-15, 21-7.

Kineseren kom foran 2-0 i første sæt, men derefter stod der Axelsen på det hele. Danskeren fik hurtigt skabt afstand på tavlen, og han holdt kineseren på solid afstand sættet ud.

I andet sæt var der decideret klasseforskel. Axelsen kunne det hele, og Yu Qi Shi kunne ikke få noget til at fungere. Opgivende attituder og desperate blik ud mod den kinesiske træner, som ikke formåede at sende magi tilbage.

En ensidig affære endte med de sjældne og suveræne cifre 21-7.

Axelsen har endnu ikke tabt et sæt i turneringen. Lørdag møder han i semifinalen Lee Zii Jia fra Malaysia. De to spillere er tørnet sammen to gange tidligere - og har vundet en gang hver.

Og der er garanti for, at der også er dansk deltagelse i den anden semifinale i herresingle lørdag. To danskere mødes nemlig i kvartfinalen senere fredag, når barndomskammeraterne Rasmus Gemke og Anders Antonsen tørner sammen.

Viktor Axelsen var i finalen sidste år i den prestigefyldte All England-turnering. Ved den lejlighed tabte Axelsen til japanske Kento Momota, der ikke er med i turneringen i år.

Seneste danske vinder af All England-titlen i herresingle var Peter Gade i 1999.

Danmarks deltagere i de øvrige discipliner røg tidligt ud af årets All England-turnering.

Oversigt

    Oversigt