Viktor Axelsen har vundet det meste, men der mangler stadig en vigtig guldmedalje til samlingen.
Den danske badmintonstjerne fik dog en god start på den jagt, da han gik på banen lørdag eftermiddag dansk tid til sin første kamp ved OL i Tokyo.
Axelsen vandt sikkert i to sæt over Luka Wraber fra Østrig med cifrene 21-12, 21-11.
Der var generelt klasseforskel på de to spillere, men danskeren virkede en smule nervøs og fik en noget vaklende start på første sæt, hvor Wraber hang godt på.
I anden halvdel af sættet skruede Axelsen tempoet op og vandt det på 16 minutter.
I andet sæt bed østrigeren igen godt fra sig, mens danskeren til tider havde svært ved at finde rytmen. Igen fandt Axelsen hurtigt fodfæste og leverede små perler undervejs i sejren, der kom i hus efter i alt 33 minutters spil.
Ud over Wraber er Axelsen i gruppe med finnen Kalle Koljonen, og danskeren er storfavorit til at snuppe den enlige plads til ottendedelsfinalen.
Søndag åbner den anden danske herresingle i turneringen, Anders Antonsen, sin gruppe mod vietnameseren Tien Minh Nguyen.
Både Axelsen og Anders Antonsen er seedet til at nå semifinalen, og skal en af dem gå hele vejen, kan det meget vel kræve en sejr over den japanske verdensetter, Kento Momota, der blev verdensmester i 2018 og 2019.