I det fynske folks tjeneste

Bålafbrænding og forladt affald i hundepark: - Tænk jer om

Willeruplund hundepark i Tarup er beregnet til løse hunde, som kan lege med hinanden. I den sidste tid er parken blevet brugt til fester og bålafbrænding. Det gør hundeejerne utrygge.

01:01

Ulmende bål, øldåser og spor af stoffer er noget, som hundeejere i Tarup i den sidste tid har oplevet i den lokale hundepark. Video: Jeanette Torndahl Fournier. Redigering: Jonas Mattsson

Efterladte øldåser, rygende bål og sågar hashklumper er nogle af de ting, hundejere på det sidste er stødt på i hundeparken Willeruplund i Tarup.

Hundene stikker jo næsen i alt. Nogle gange kan det være hash, metalstumper eller bål, og jeg ved ikke, hvor godt det er at stikke næsen i noget, der har været brændt af

Steen Roed Thoustru, hundeejer, lufter ofte hund i hundeparken

I den seneste tid er der om aftenen nemlig set flere personer i hundeparken, som ikke er kommet for at lufte deres hunde.

- De holder fest, brænder bål af og drikker temmelig meget alkohol, og de lader kapsler, flasker og dåser ligge. Der er fundet en klump hash og stanniol, som nok er brugt til narko, forklarer Steen Roed Thoustrup, som ofte lufter sin hund i hundeparken. 

Hund måtte aflives

Selvom det for mennesker med sko på måske ikke virker så slemt, er de firbenede venner, Steen Roed Thoustrup er nervøs for.

Naboer har fundet flere efterladenskaber efter de unge

- Hundene stikker jo næsen i alt. Nogle gange kan det være hash, metalstumper eller bål, og jeg ved ikke, hvor godt det er at stikke næsen i noget, der har været brændt af. 

Læs også Kæledyr kan også blive smittet med coronavirus: Det skal du vide

Fordelen ved en hundepark som den i Tarup er, at hundene kan løbe frit rundt. Det betyder, at ejerne ikke altid opdager, hvad deres hunde laver. Hundenes tendens til at snuse og smage på ting, har før vist sig at være fatal.

- Jeg har hørt om en anden hund, som havde spist nogle stoffer. Den måtte aflives, og det vil vi nødigt have sker hernede, fortæller Steen Roed Thoustrup.

Politiet bør hjælpe

Onsdag aften var der igen personer, som festede og brændte bål af i hundeparken. Her blev politiet tilkaldt, hvorefter bålet blev slukket. Politiet kan ifølge Steen Roed Thoustrup sammen med ekstra skiltning forhindre fester som disse i hundeparken: 

- Måske politiet skal komme her noget oftere. Hvis der også kan sættes et skilt op, hvor der står at bålafbrænding er forbudt, kan det måske hjælpe. 

Naboer har fundet flere efterladenskaber efter de unge

Hundeejerne selv har ikke lyst til selv at konfrontere de personer, der fester i hundeparken om aften, da de beskrives som nogle hårde typer.

 Vi er så kede af, at denne oase skal ødelægges af få mennesker, som ikke kan opføre sig ordentligt

Steen Roed Thoustrup, hundeejer

- Jeg føler mig magtesløs over for dem, for jeg skal ikke som enkeltperson gå hen til en flok på 10 til 15 stykker, siger Steen Roed Thoustrup og fortsætter:

- Måske politiets tilstedeværelse kan få disse personer til at finde et andet sted at være. 

Oasen ødelægges

Hundeparken er velbesøgt og vellidt af hundene og deres ejere, og Steen Roed Thoustrup mener, at de nye gæsters brug af parken vil ødelægge oplevelsen.

- Vi er så kede af, at denne oase skal ødelægges af få mennesker, som ikke kan opføre sig ordentligt.

Da det er en offentlig park, er alle velkomne, og parken er også besøgt af personer uden hunde. 

Læs også Trecifret millionbeløb: Kloakker og nyt til zoos dyr skal skabe corona-job

- Der er masser af folk, der bruger hundeparken, og de tager også deres madkurv med. Men de rydder op efter sig selv, fortæller Steen Roed Thoustrup og han håber, at de festende personer vil gøre det samme i fremtiden:

- Tænk jer om! Det er jo hundenes legeplads.