I det fynske folks tjeneste

Bæredygtighed: 1.600 statslige ansatte samles centralt i Odense

Ti statslige institutioner samles i nyt byggeri centralt i Odense. Byggeriet vil have fokus på bæredygtighed. 

00:28

Skats gamle bygninger rives ned for at give plads til bæredygtigt byggeri. Video: Mads Ingeman

Regeringen har besluttet, at der skal etableres et gigantisk knudepunkt for statslige institutioner i Odense.

De 31.000 kvadratmeter får plads til 1.600 arbejdspladser og skal ligge på Lerchesgade 35 ved siden af Storms Pakhus.

Beslutningen bliver mødt med glæde af Odenses borgmester.

Det her er en fantastisk nyhed for hele Fyn

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense

- Det her er en fantastisk nyhed for hele Fyn. Det er lykkedes at samle rigtig mange statslige arbejdspladser i Odense, og nu kan medarbejderne se frem til endnu bedre forhold i en bæredygtig bygning med en meget attraktiv placering på Odense Havn, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

De ti institutioner de får adresse på Lerchesvej 35:

  1. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
  2. Familieretshuset (tidl. Statsforvaltningen)
  3. Skatteankestyrelsen
  4. Danmarks Frie Forskningsfond
  5. Skatteforvaltningen
  6. Socialstyrelsen
  7. Miljøstyrelsen
  8. Spillemyndigheden
  9. Studenterrådgivningen
  10. Studievalg Fyn og Danmark

Stordriftsfordele og bæredygtighed

De ti statslige institutioner har allerede i dag adresse i Odense, men når de bliver samlet på én fælles adresse giver det en række stordriftsfordele. Blandt andet vil de ti statslige organisationer kunne dele kantine, reception og mødefaciliteter.

Samtidig vil det blive muligt at opføre et helt nyt byggeri, hvor bæredygtigheden er i fokus. 

I dag har Skat til huse på Lerchesvej 35, og før det nye kontorlandskab kan bygges, skal Skats nuværende bygninger rives ned. I følge regeringen er det både energimæssigt og samfundsøkonomisk mest fordelagtigt at bygge nyt.

- Jeg glæder mig over, at vi nu kan tage de første skridt i et spændende byggeri, som vil sætte en høj standard for fremtidens kontorarbejdspladser, og som samtidig vil medføre energibesparelser på op imod 85 procent i forhold til i dag, siger boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Læs også Hackere havde adgang til Socialstyrelsens databaser i flere år

Mens det nye statlige kontorlandskab bliver opfør skal Skats medarbejdere flytte til nyt sted i Odense. 

800 millioner

Byggeriet forventes at stå færdig i 2024, og prisen for byggeriet bliver 800 millioner kroner, som betales af staten. 

- Det nye hovedkvarter for de statslige arbejdspladser vil være et oplagt sted at søge hen for både fynboer og pendlere fra Jylland og Sjælland, siger Peter Rahbæk Juel.

Læs også Miljøstyrelsen bombarderes med ansøgninger: 1.500 slås om 70 job