Ballademagere efterlod navn i DSB-tog - men hvem er de?

De er kendt for at skabe feststemning på Odense Stadion, men i weekenden blev grupperingen kendt for noget helt andet. TV 2 Fyn tegner ved hjælp af en række kilder et portræt af Province Boys.

Province Boys.

En lille gruppe OB-fans kendt for at synge og skabe festlig stemning på Odense Stadion er kommet i de landsdækkende medier i weekenden.

En DSB-vogn blev smadret fredag aften. Gruppens navn er skrevet på et ødelagt bord i togvognen på vej hjem til Odense efter en 1. divisionskamp i Kolding.

I toget var der knækkede borde, iturevne sæder og graffiti.
I toget var der knækkede borde, iturevne sæder og graffiti.
Foto: Privatfoto

Ifølge TV 2 Fyns oplysninger er det to af gruppens medlemmer, der står bag hærværket i toget. I toget var der knækkede borde, iturevne sæder og graffiti.

Province Boys bekræfter, at det er nogle af fanskarens medlemmer, der har deltaget i hærværket. De kalder handlingerne for “utilgivelige” og “meningsløse”. Grupperingen ønsker ikke at stille op til interview, men ifølge TV 2 Fyns oplysninger er sagen håndteret internt, og der er blevet talt med store bogstaver over for de to gerningsmænd, som dog stadig er medlem af fangruppen.

Province Boys understreger i et facebookopslag, at weekendens hærværk ikke er udført som gruppering, men det er enkeltpersoners handlinger, selv om de har skrevet gruppens navn i togvognen.

Men hvem er de såkaldte Province Boys?

Province Boys har eksisteret siden 2007. Gruppen består af omkring 30-40 medlemmer, hovedsageligt mænd i alderen 18-30 år. Det er en blandet skare af provinsdrenge. Der er både familiefædre, ufaglærte og veluddannede OB-fans imellem.

Province Boys fejrer 15-års-jubilæum til en pokalkamp i Haderslev i 2022.
Province Boys fejrer 15-års-jubilæum til en pokalkamp i Haderslev i 2022.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix


Province Boys er en af to uofficielle fan- og stemningsgrupper i Odense. Den anden hedder Centro. Sammen udgør de to grupperinger fanmiljøet i Odense under fællesbetegnelsen Ultras Odense.

Ultras er et begreb, der bruges inden for fodboldverdenen om de fodboldfans, der styrer begivenhederne. De styrer sangene, laver tifoer og afbrænder romerlys, selv om det er ulovligt. Fænomenet er kendt fra italiensk fodbold.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er Ultras Odenses opgave at skabe stemning og sørge for opbakning til holdet. Det er altså disse hardcore OB-fans, der står bag eksempelvis slagsangen “Én gang Odense, altid Odense”, som har lagt navn til TV 2 Fyns dokumentarserie om den daværende superligaklub.

Sådan kan du kende dem

Hvis du under en kamp kigger ned mod de mest larmende OB-fans på stadion, kan du som regel genkende Ultras Odense, når de står med megafoner og trommer og styrer de sange, der skal synges. Når man ser fodbold med dem, skal man stå op og synge med. Sang og kulturen omkring kampen er mindst lige så vigtig som selve kampen.


Det er tidligere set, at der ikke er den samme stemning på stadion uden Ultras Odense. I perioden mellem 2018 og 2020 lavede Ultras Odense et stemningsboykot, der tydeligt kunne mærkes på Odense Stadion med stilhed. Årsagen var nogle karantæner, der var blevet tildelt en gruppe OB-fans efter tumult med andre fans.

Province Boys skaber nu igen feststemning på Odense Stadion -  og endda også til udekampe - også selv om klubben er rykket ned i 1. division. Et fælles samarbejde under navnet Blok B - navnet efter tribunen på Odense Stadion - er opstået mellem Ultras Odense, den officielle fanklub, De Stribede, og OB om at få god stemning og masser af tilskuere til klubbens kampe. Noget, de har haft stor succes med de seneste år - også i denne sæson, hvor klubben spiller i landets næstbedste række for første gang i 25 år.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tændte fyrværkeri foran træningsbane

Hos den almindelige fynbo er Province Boys dog et relativt ukendt fænomen, selv om det er den ældste fangruppering i OB’s historie.

Der har - bortset fra weekendens hærværk i et DSB-tog - været ganske få episoder, hvor klubbens mest dedikerede fans har været i landsdækkende medier for uro eller tumult i forbindelse med kampe - i modsætning til eksempelvis FC Københavns eller Brøndbys fans.

Du kan som regel genkende Ultras Odense, når de står med megafoner og trommer og styrer de sange, der skal synges på Odense Stadion.
Du kan som regel genkende Ultras Odense, når de står med megafoner og trommer og styrer de sange, der skal synges på Odense Stadion.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix


Province Boys er dog også kendt for lidt for festlige episoder. I 2021 tændte Province Boys fyrværkeri ved en af træningsbanerne i Ådalen, hvor OB-spillerne trænede. Det skete fra en offentlig cykelsti tæt på træningsanlægget. De efterlod lightere og fyrværkeri på stien og glemte altså at rydde op.

TV 2 Fyn har været i kontakt med en række personer, der kender til Province Boys eller har direkte tilknytning til gruppen. Ingen af dem har ønsket at stille op til interview. OB har heller ikke ønsket at stille op til interview.

DSB har kaldt hærværket for “uacceptabelt”. Fremover vil DSB indsætte fodboldguider i tog, som skal køre OB-fans til kampe. Episoden er blevet meldt til politiet.

Oversigt

    Oversigt