Barselsafdeling fjerner otte senge: Syv sygeplejersker fyres

Hver anden kvinde skal fremover ikke indlægges efter en fødsel på OUH, der lukker otte senge på barselsafdelingen og nedlægger syv sygeplejestillinger.

Færre fødende kvinder skal fremover indlægges på barselsafdelingen på OUH efter fødslen. For at nå den målsætning, nedlægger OUH otte af barselsafdelingens i alt 41 senge.

Det bekræfter Bjarne Rønde Kristensen, der er ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på OUH.

- Vi har sat det mål, at vi frem mod Nyt OUH (der skal stå klar i 2022, red.) skal sikre, at vi lever op til regionens fødeplan. I den står der, at 50 procent af alle skal føde ambulant, og derfor bliver der fremover ikke brug for så mange sengepladser, siger Bjarne Rønde Kristensen.

quote De kommer og føder som normalt, men efter de timer, de nu har behov for at ligge der, og når alt fungerer hos mor og barn, så tager de hjem igen - uden at komme forbi barselsafdelingen

Bjarne Rønde Kristensen

En ambulant fødsel betyder, at det nyfødte barn og den fødende kvinde ikke bliver indlagt efter fødslen. I dag tager 38-39 procent af alle fødende kvinder hjem få timer efter fødslen. Det tal vil Bjarne Rønde Kristensen have op på 50 procent.

Han tror ikke, at de fødende kvinder kommer til at mærke ændringerne og de færre senge på barselsafdelingen.

- Den enkelte fødende vil ikke mærke det i større grad, fordi om det er 39 procent eller 50 procent, der går hjem efter fødslen, kan den enkelte ikke mærke. De kommer og føder som normalt, men efter de timer, de nu har behov for at ligge der, og når alt fungerer hos mor og barn, så tager de hjem igen - uden at komme forbi barselsafdelingen, siger Bjarne Rønde Kristensen. 

Syv personer fyres

Sammen med lukningen af de otte senge bliver der også nedlagt, hvad der svarer til syv fuldtidsstillinger blandt plejepersonalet.

Den ledende overlæge afviser, at nedskæringerne handler om besparelser.

Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på OUH, fortæller, at de nybagte forældre ikke skal frygte at blive sendt hjem, hvis der er lægefaglige årsager til at blive på hospitalet.
Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på OUH, fortæller, at de nybagte forældre ikke skal frygte at blive sendt hjem, hvis der er lægefaglige årsager til at blive på hospitalet.

- Nej, det er ikke en spareøvelse. Det er en øvelse på at leve op til det, der er besluttet omkring de gravide og de fødende. 

- Det er klart, at det er et spørgsmål om, og sådan er det hver dag på sygehuset, at vi skal prioritere de midler, vi har, så de kommer dem til gode, der har mest brug for det. Og gjorde vi ikke det her, skulle vi finde dem et andet sted. Vi synes, at det her er det rigtige at gøre over for patienterne - og at det er den rette måde at bruge ressourcerne på, siger Bjarne Rønde Kristensen.

De syv personer, der står til at miste deres job på barselsgangen, er endnu ikke informeret om det, men vil blive det i denne uge, siger overlægen.

- Der vil som udgangspunkt være masser af muligheder for at finde nye jobs inden for plejesektoren på OUH til de berørte, understreger Bjarne Rønde Kristensen. 

- Er der behov, så bliver man

Som baggrund til afskedigelserne ligger, at OUH har en overordnet linje om en belægning på 90 procent. Altså at 90 procent af sengene er optagede samtidig.

På barselsafdelingen ligger det ifølge overlægen 'et pænt stykke under' de 90 procent.

- Det gør, at vi har sat os ned og har set på fødsels- og barselsforløb, og det gør, at vi tror på, at vi kan reducere med otte senge og syv fuldtidsstillinger. Vi lukker otte senge, fordi vi tror på, at det kan hænge sammen, siger Bjarne Rønde Kristensen.

- Hvis der ikke er en lægefaglig grund til at være indlagt, så har den barslende det bedre hjemme end på sygehuset, siger overlægen. 

Ifølge Bjarne Rønde Kristensen har OUH blandt andet lavet en app til nybagte forældre, lige som der fortsat er en barselsklinik, hvor man i de første syv døgn efter fødslen kan henvende sig.

- De barslende kan stadig komme i kontakt med os, hvis de har et lægefagligt behov. Og er der behov for det, vil de selvfølgelig blive indlagt. Ellers har alle det bedst i eget hjem, siger Bjarne Rønde Kristensen.

Han understreger, at de fødende ikke skal være nervøse for at blive sendt hjem mod deres vilje.

- Er der behov, så bliver man. Det her ændrer intet i den behandling, man får som gravid eller fødende på afdelingen, siger overlægen.

Oversigt

    Oversigt