Barskt arbejdsmiljø på St. Dannesbo

2015 var et hårdt år på forsorgshjemmet St. Dannesbo. Her oplevede syv ud af hjemmets 51 ansatte at have behov for psykologhjælp.

Presset fra aggressive misbrugere på det odenseanske botilbud for socialt udsatte, St. Dannesbo, var i 2015 så massivt, at syv ansatte blev sendt til psykolog. Og dagligdagen har, ifølge Arbejdstilsynet, ”ikke været planlagt sikkerhedsmæssigt forsvarligt.” Det skriver Fyens Stiftstidende i dag.

Særligt oktober var en hård måned på St. Dannesbo, hvor hele 16 arbejdsulykker blev registreret.

- Den måned var der flere trusler og voldsepisoder, end jeg nogensinde har oplevet før, siger Pernille Petersen, som har været ansat på forsorgshjemmet i 10 år, ifølge Fyens Stiftstidende.

De mange sager i oktober skyldtes især, at de fleste af beboerne gik fra kun at tage heroin, til at størstedelen i stedet fik et blandingsmisbrug.

- Nogle var begyndt at indtage håndspritten fra toiletternes sæbedispensere, fordi de var så uligevægtige, fortæller afdelingsleder Gitte Lundgren til Fyens Stiftstidende.

De mange arbejdsulykker fik myndighederne til at give stedet et påbud om at forebygge vold og trusler fra beboerne, samt en gul smiley til arbejdsmiljøet. Men i dag bliver der foretaget en systematisk, daglig risikovurdering af beboerne, og seks ansatte har fået uddannelse i psykisk førstehjælp, skriver Fyens Stiftstidende.

I 2015 blev der i alt registreret 34 arbejdsulykker, og i 2016 har der indtil videre ikke været en eneste sag.

Oversigt

    Oversigt