I det fynske folks tjeneste

Beboere evakueret: Politiet efterforsker ny påsat brand i boligområde

Fyns Politi efterforsker en påsat brand i en etageejendom i det sydvestlige Odense.

00:50

Flere beboere måtte evakueres natten til tirsdag, da en kraftig røg udviklede sig i kælderen på en etageejendom. Video: Local Eyes

Beboere i en etagebygning i det sydvestlige Odense måtte natten til tirsdag pludselig evakueres, da en brandalarm gik i gang. 

I bygningens kælder var der opstået en kraftig røgudvikling, som klokken 02.14 fik politi og brandvæsen til at rykke ud til adressen på Dianavænget. 

- Der er røgudvikling fra kælderen, og flere beboere bliver evakueret, siger vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen.

Læs også Beboere er utrygge efter serie af brande - nu gør udlejer noget

Han fortæller, at hændelsen efterforskes som en påsat brand. 

- Der er forsøgt sat ild til noget henkastet affald og en sofa, og det er det, der har givet den her røgudvikling, siger vagtchefen. 

Brandfarlig historik 

Det er ikke første gang, Fyns Politi har været nødt til at rykke ud til området på grund af en påsat brand. Blandt andet blev der i begyndelsen af oktober sat ild til et legehus på Heliosvænget, og den 23. september brændte en campingvogn på Dianavænget.

Dengang sagde udlejer Erik Thomsen, der er direktør for boligselskabet Kristiansdal, at der skulle drøftes muligheder for at skabe mere tryghed i området. 

- Vi har nogle unge, meget unge, det skaber problemer. De kommer fra en lille håndfuld familier, der bor i området. Og de trækker også nogle andre unge til fra andre områder i Odense, siger Erik Thomsen og forklarer, at løsningen ikke ligger lige for:

- Det er meget komplekse problemer, som vi sammen med de sociale myndigheder kæmper med at løse.

Læs også Odenses borgmester: Smitten er i alle bydele og i alle aldersgrupper