Beboere lå i gamle bleer: - Jeg forsøgte at holde gejsten oppe

I 20 år var Vivi Jensen ansat på et plejecenter i Odense, som ifølge FOA havde "mørkerøde" trivselsmålinger. Direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen understreger, at man har rettet op på mange problemer.

- Vi kunne godt komme om eftermiddagen klokken 15 og være sikker på, at beboerne havde haft den samme ble på siden klokken 8 om morgenen. 

Sådan fortæller Vivi Jensen blandt andet om den oplevelse, hun havde på et odenseansk plejehjem kort inden hendes fyrring i 2017. Hun havde været ansat på plejehjemmet i 20 år og fungerede frem til sin fyring som plejecentrets tillidsrepræsentant.  

quote Der er sket en bedring på plejecentret, men der er stadig et stort pres.

Erik Mikkelsen, faglig sekretær, FOA Odense. 

Kort forinden var hun bukket under på grund af stress. 

- Jeg gjorde, hvad der var menneskeligt muligt, men kvaliteten (af plejen, red.) var ikke god nok, fortæller hun om sit arbejde. 

Derfor nævner vi ikke navnet på plejehjemmet

Hun mener, at netop episoden med manglende bleskifte bundede i et højt arbejdspres. 

- Jeg forsøgte alligevel at holde gejsten oppe, så vores beboere ikke mærkede det. Men det var svært at holde facaden, fortæller hun i dag.

Tirsdag fortalte TV 2/Fyn, hvordan plejehjemmets forhold er blevet bedre. Alligevel valgte en 88-årig beboer at flytte fra stedet i begyndelsen af november med hjælp fra sin datter Ulla Thomsen. 

- Det er afgørende for os, at vores mor har det godt. Vi ved, at fundamentet for, at vores mor og andre beboere kan have det godt, er, at medarbejderne har det godt og arbejder i trygge rammer, forklarede Ulla Thomsen.

Ny rapport viser fremskridt – men der er stadig et stykke vej, mener FOA

I september 2019 udarbejdede Odense Kommune den seneste trivselsrapport for plejehjemmet. 

I rapporten fremgår det, at en tredjedel af respondenterne forklarer, at de ofte eller altid har så travlt, at det påvirker kvaliteten af deres arbejde. 

Plejecentret og Odense Kommune i trivsel

- Jeg troede faktisk, at det ville ligge højere, forklarer Vivi Jensen og tilføjer: 

- Jeg tror, at halvdelen ville have svaret det, da jeg var ansat (i 2017, red.). 

Ifølge FOA Odense er der klare forbedringer at spore i den senste udgave af trivselsrapporten. 

- Der er sket en bedring på plejecentret, men der er stadig et stort pres, mener Erik Mikkelsen, faglig sekretær, FOA Odense. 

Hos FOA Odense har man tidligere modtaget flere henvendelser fra ansatte på plejecentret, der ligesom Vivi Jensen gav udtryk for et stressende arbejdsmiljø. Derfor har man holdt nøje øje med tidligere trivselsrapporter fra 2017 og 2018. Grundet en ny opgørelsesmetode kan de ikke sammenlignes direkte med den seneste. 

- De (trivselsrapporterne, red.) var generelt meget mørkerøde. Der skulle gøres noget, og det er også mit indtryk, at der er gjort noget, men der er stadig et forbedringspotentiale, understreger den faglige sekretær. 

Erik Mikkelsen, faglig sekretær hos FOA Odense, anerkender, at plejehjemmet har rykket sig. Men der er plads til forbedring, mener han. 
Erik Mikkelsen, faglig sekretær hos FOA Odense, anerkender, at plejehjemmet har rykket sig. Men der er plads til forbedring, mener han. 
Foto: Sara Fuglsig

Selvom plejehjemmet har rykket sig, hæfter Erik Mikkelsen sig blandt andet ved et højt arbejdstempo i trivselsrapporten for september 2019. 

- Det er problematisk. Det betyder, at de ansatte går hjem uden at opleve, at de har udført det arbejde, som de synes, de burde have gjort. Det kan også betyde, at plejen ikke er på niveau med det, man kan formode, mener han. 

Direktør: Vi har rettet op

TV 2/Fyn har været i kontakt med plejehjemmets leder. Hun ønsker ikke at udtale sig og henviser i stedet til Ældre- og Handicapforvaltningen.

Direktøren anerkender, at plejehjemmet har været ramt af udfordringer. 

- Der er ikke nogen tvivl om, at det pågældende plejehjem har haft udfordringer. De har haft store udfordringer og et ledelsesskifte. Der har været arbejdet meget systematisk med, at der var et godt arbejdsmiljø, og at der var et godt samarbejde med ledelsen. Det er ikke noget, man gør på en formiddag, understreger Gitte Østergaard, der er ældre- og handicapdirektør i Odense Kommune.

Hvornår er man i mål?

- Det kommer man aldrig. Der vil altid være noget nyt. Man skal aldrig hvile på laurbærene og sige, at man nu er i hus. Vi laver trivselsundersøgelser hvert år. Selv de, der har de flotteste trivselsundersøgelser, har også noget at arbejde på. Det gælder om at holde gryden i kog, siger direktøren. 

Gitte Østergaard, der er ældre- og handicapdirektør i Odense Kommune, erkender, at anstatte løber hurtigt. 
Fotograf: Morten Albek

Ifølge direktøren har man travlt på alle plejecentre i Odense Kommune. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at alt vores personale på vores plejecentre har sindssygt travlt. Der er rigtig mange opgaver set i relation til en personalestab, der ikke er så stor, som man kunne tro, at den var, siger hun og tilføjer:

- Selvfølgelig er vi som ledelse og organisation interesserede i, at arbejdsmiljøet er så godt, som det kan blive for den enkelte medarbejder.

I dag er Vivi Jensen ansat som social- og sundhedshjælper i en anden fynsk kommune. 

Oversigt

    Oversigt