I det fynske folks tjeneste

Beboere støtter bevaring af unikt rigmandskvarter i Odense

Der er ifølge en undersøgelse blandt de lokale opbakning til en bevaringsplan i Hunderupkvarteret. De fleste kan se, at det går den forkerte vej, siger byrådsmedlem. 

En række nye, moderne boligbyggerier i Hunderupkvarteret i Odense truer det unikke rigmandskvarter, og derfor har byrådsmedlem Anders W. Berthelsen i en årrække kæmpet for at få lavet en bevaringsplan for området. Foto: Ole Holbech

En række nye, moderne boligbyggerier i Hunderupkvarteret i Odense truer det unikke rigmandskvarter, og derfor har byrådsmedlem Anders W. Berthelsen (S) i en årrække kæmpet for at få lavet en bevaringsplan for området.

Læs også P-licens skal give beboere plads til bilen

Den er der bred opbakning til, viser en undersøgelse foretaget af By- og Kulturforvaltningen, og det glæder politikeren.

Langt de fleste kan godt se, at det går den forkerte vej

Anders W. Berthelsen

- Langt de fleste kan godt se, at det går den forkerte vej, siger Anders W. Berthelsen til TV 2 Fyn. 

Unikke huse med sjæl

96 procent af de adspurgte svarer i undersøgelsen, at det er vigtigt at bevare kvarterets arkitektoniske kvaliteter. 

- Kendetegnet ved Hunderupkvarteret er, at det er meget unikke huse. Der er ikke så mange, der er ens, siger Anders W. Berthelsen, der gør opmærksom på, at husene er bygget ud fra mange forskellige arkitekturer, hvor der ofte er gjort meget ud af detaljerne.

- Hvis udviklingen fortsætter, vil de huse, der er med til at give kvarteret sin sjæl, være væk, forklarer Anders W. Berthelsen, der har skrevet flere bøger om de forskellige kvarterer i Odense. 

Her bor Fyns rigeste

Hovedparten af husene i kvarteret er bygget i industrialiseringens guldalder i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Og Anders W. Berthelsen mener ikke, at nye, moderne boliger passer ind i den sammenhæng.

I dag er Hunderupkvarteret beboet af nogle af Fyns rigeste, og den gennemsnitlige husstandsindkomst er blandt de allerhøjeste på Fyn.

Det er folks egne huse, så vi skal have fundet en løsning, hvor langt de fleste kan leve med, at der er nogle regler, man skal følge, hvis man vil lave noget om

Anders W. Berthelsen

I løbet af de seneste år er der flere eksempler på, at nybyggerier på eksempelvis Langelinie bryder med kvarterets sjæl og æstestiske kvaliteter.

Den private ejendomsret

Selv om hovedparten af de adspurgte beboere i området er indstillet på at give myndighederne lov til at regulere nybyggerier, er der også modstandere af planerne. 

Der er beboere, der vil have lov til at bygge deres drømmehus i det attraktive område i nærheden af Odense Å, Skovsøen og ishuset. 

Vil det ikke betyde et indgreb i den private ejendomsret?

- Vi skal ikke være fuldstændig diktatoriske. Vi skal have fundet en balance. Behovene skifter også fra årti til årti, siger Anders W. Berthelsen.

- Det er folks egne huse, så vi skal have fundet en løsning, hvor langt de fleste kan leve med, at der er nogle regler, man skal følge, hvis man vil lave noget om.

Drøftes på møde tirsdag

Bevaringsplanen drøftes tirsdag på et møde i By- og Kulturudvalget, hvor blandt andre Anders W. Berthelsen sidder. Det skal blandt andet drøftes, hvor stor en del af Hunderupkvarteret der skal være underlagt reglerne.

Læs også Her ligger Fyns dyreste rækkehus 

Der er flere forskellige scenarier i spil, men Anders W. Berthelsen ønsker ikke at afsløre, præcis hvilken type bevaringsplan han arbejder for. 

- Det er noget, der skal have en effekt. Det er ikke bare småjusteringer, siger Anders W. Berthelsen.