Bedre rådgivning til Odenses foreninger

Fremover skal Odenses foreninger kun henvende sig et sted for at få rådgivning.

Det skal være lettere at være forening i Odense. Derfor skal ForeningsVærkstedet fremover give rådgivning om anlægsprojekter og information om tilskud fra Idrætspuljen. I dag giver værkstedet kun hjælp til fundraising og regnskaber.

- Hvis den lokale forening drømmer om at deltage i den åbne skole eller har brug for rådgivning i forbindelse med f.eks. en tilbygning til klubhuset eller en multibane, behøver de kun at henvende sig et sted, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

By- og Kulturforvaltningen, der i samarbejde med de Samvirkende Idrætsklubber i Odense (SIKO), står bag ForeningsVærkstedet på Stadionvej 50, vil dermed sikre, at det frivillige foreningsodense i fremtiden kun skal henvende sig et sted for at få råd og vejledning.

- Vores foreninger er i høj grad et fundament for det gode liv i Odense. Her bliver skabt venskaber og fællesskaber, og vi har alle en interesse i velfungerende foreninger med gode faciliteter og spændende tilbud. Jeg håber, at foreningerne vil benytte sig af tilbuddet, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

ForeningsVærkstedet har åbent den første tirsdag i måneden fra kl. 16.30 til 19.30 i perioden 1. september til 31. maj – dog med undtagelse af skoleferierne – og i første omgang kan foreningerne møde en medarbejder fra Fritid og Eliteidræt den 5. april og 3. maj, som sidder klar til at hjælpe.

Oversigt

    Oversigt