Bedste Micro Matic-resultat nogensinde

Frasalg giver fokus og kræfter til ølmarkedet. Fremgang hos blandt andet afrikanske mikrobryggerier.

 

Det blev et atypisk regnskabsår for den fynske Micro-Matic-koncern, men det blev også et år, som samlet set blev koncernens til dato bedste. 

I løbet af regnskabsåret har Micro Matic A/S, der fremstiller fadølsanstikkere, købt verdens største producent af ølslanger, nordirske Valpar, den danske producent af eltavler, Elogic A/S, samt danske Bechdesign, der designer øltårne.

Samtidig har koncernen investeret i ny lagerfacilitet i USA, en produktionsejendom i Litauen samt ny teknologi til produktionen i både Danmark og Kina.

Resultatet af koncernens primære drift udviste en stigning på 20 millioner kroner til 301 millioner kroner, hvilket er det bedste resultat i koncernens historie.

Årets resultat efter skat blev på 213 millioner mod 180 millioner kroner i 2014/15.

- Det er et glædeligt resultat for Micro Matic A/S. Vi har fortsat vores positive udvikling på en række markeder, blandt andet i USA og Japan. Vi har også afhændet nogle virksomheder, og det skærpede fokus frigiver ressourcer til udvikling af koncernens tilbageværende aktiviteter, siger Søren Vilby, adm. direktør i Micro Matic A/S.

Koncernens nettoomsætning faldt i regnskabsåret marginalt sammenlignet med året før. Nettoomsætningen for fortsættende aktiviteter steg fra 1,9 milliarder kroner til 2,3 milliarder ligesom driftsresultatet for de fortsættende aktiviteter steg fra 221 millioner til 278 millioner kroner.

Micro Matic A/S har i 2015/16 solgt Triax A/S og Senmatic A/S, og efter regnskabsåret er der indgået aftale om salg af Nassau Door A/S. Aftalen er betinget af godkendelse af konkurrencemyndighederne.

- Det er positivt, at vi trods salget af Triax A/S og Senmatic A/S leverer et årsresultat, der er bedre end sidste år, og at vi løfter omsætningen og resultatet for de fortsættende aktiviteter. Vi er begunstiget af, at vores kunder har fastholdt et højt investeringsniveau, særligt mikrobryggerier i Nordamerika. Den positive udvikling skyldes også vores konstante fokus på kvalitet, innovation og konkurrencedygtighed, ligesom vi også har introduceret en række nye produkter og løsninger med potentiale, siger Søren Vilby.

 
 
 

Oversigt

    Oversigt