Behovet er stigende: Odense vil lave nyt tilbud til mennesker med senfølger efter covid-19
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Flere og flere odenseaner oplever alvorlige senfølger efter et sygdomsforløb med covid-19. Derfor vil Odense Kommune nu etablere et samlet tilbud, hvor man kan få hjælp med alt fra hukommelsesbesvær til vejrtrækningsproblemer.
Alene i november sidste år henvendte 80 odenseanere sig til forskellige myndigheder i Odense med meget alvorlige senfølger efter et covid-19-forløb. Dertil kommer alle de mennesker, der mødte op til egen læge, i jobcenteret eller til kommunens nuværende klinik for senfølger for at få hjælp med deres symptomer efter overstået sygdomsforløb med corona.
- Det bliver værre og værre, og vi ved reelt ikke, hvor mange mennesker, der har brug for hjælp eller behandling efter, at de har været syge med corona. Men vi kan se, at der kommer flere og flere henvendelser, og mange gange ved hverken læger eller andre myndigheder, hvad de skal stille op for at hjælpe disse mennesker, siger Tommy Hummelmose (K), der er sundhedsrådmand i Odense Kommune.
Nyt samlet tilbud
Borgere med senfølger bliver på nuværende tidspunkt løst på tværs af de forskellige forvaltninger i Odense Kommune, men hjælpen kan blive mere effektiv, hvis kommunen kan lave et samlet og koordineret tilbud til borgerne, mener sundhedsforvaltningen.
Nyt studie: Fire ud af fem coronaindlagte døjer med senfølger
85 procent af dem, der har været indlagt med covid-lungebetændelse, har fortsat symptomer efter fire måneder.
De fleste, der bliver ramt af covid-19 får et mildt forløb, som ikke sætter sig varige spor.
Men for en gruppe af personer, der har været indlagt på grund af covid-lungebetændelse, kan det være svært at komme sig helt efter infektionen.
Det viser et nyt studie, som overlæge Ejvind Frausing Hansen, Amager-Hvidovre Hospital som forskningsleder står bag.
- Vores undersøgelse viser, at 85 procent har mindst ét og 50 procent mindst to symptomer fire måneder efter indlæggelse, siger han.
Undersøgelsen er den første af sin art herhjemme og foretaget blandt 128 personer, der var indlagt med lungebetændelse forårsaget af coronavirus.
Gennemsnitsalderen var 64 år. De fleste var indlagt på almindelige medicinske afdelinger. Nogle havde forhøjet blodtryk og sukkersyge, men ikke flere end gennemsnittet for aldersgruppen.
Alligevel var de hårdt ramt af senfølger, fire måneder efter at de var blevet udskrevet.
- De typiske senfølger er det, vi kalder ekstrem udmattelse, hvor man for eksempel ikke kan gå en tur med hunden uden at skulle have en lang pause bagefter. Det er cirka 70 procent, der beskriver, at de har det her symptom.
- Dernæst kommer åndenød, hoste og slim og så hukommelses- og koncentrationsbesvær, der rammer 20-30 procent af de indlagte.
- Det kan skyldes, at coronavirus kommer ind i centralnervesystemet og ind i hjernen. Det gør en almindelig lungebetændelse ikke.
Også ved en almindelig lungebetændelse kan der være symptomer efter indlæggelse. Men slet ikke i det omfang, siger overlægen.
- Hvis vi sammenligner med senfølger efter almindelig lungebetændelse, ser vi slet ikke senfølger i det her omfang. De fleste, der har været indlagt med lungebetændelse, vil efter fire måneder ikke have nogen problemer.
Men en ting er, hvordan det ser ud efter fire måneder. Noget andet er, om det sætter sig i form af varige skader.
- Vi ved, at med tid kommer bedring, men ikke nødvendigvis komplet bedring. Der kan godt være nogle af de her senfølger, der bliver permanente. Det kan vi se ud fra arvæv, der er dannet i lungerne, og som næppe forsvinder. Men vi ved først, hvordan det står til, når vi følger op 12 måneder efter indlæggelse, siger Ejvind Frausing Hansen.
Senere på året ventes resultaterne fra den opfølgende undersøgelse.
Derfor besluttede Odense Kommunes nye Sundhedsudvalg tirsdag, at kommunen skal etablere et samlet tilbud, der kan yde behandling og hjælpe odenseanerne med senfølger efter corona med at få en almindelig hverdag tilbage. I første omgang skal Sundhedsforvaltningen kortlægge problemets omfang for at få klarhed over behovet. Næste skridt bliver at lave et konkret tilbud, hvor specialiseret sundhedspersonale kan tage sig af alle de forskellige former for senfølger efter et coronaforløb.
Forskelligartede senfølger
Ifølge Odense Kommune henvender odenseanerne sig med meget forskelligartede senfølger. Det kan både dreje sig om vejrtrækningsproblemer, hovedpine, brystsmerter, hukommelsesbesvær, hoste, træthed, tab af smags- og lugtesans, feber, søvnproblemer, led- og muskelsmerter og angst og depression.
Senfølger ser især ud til at ramme mennesker, der har været smittet med nogle af de tidlige varianter af corona, hvorimod meget tyder på at borgere, der har været smittet med Omikron, får færre senfølger.
Skal hæve livskvaliteten
I dag er anbefaler Sundhedsstyrelsen, personer med senfølger at tage kontakt til egen praktiserende læge, som kan ordinere genoptræning eller behandling. Men ifølge rådmanden er det ikke altid en optimal løsning.
Studie: Corona-senfølger er kortvarige og milde for børn
Et nyt studie viser, at langt de færreste børn får coronasenfølger i mere end to måneder, og at de er milde.
Det er langt de færreste børn, som får senfølger af coronavirus i mere end to måneder.
Det viser et studie fra Kings College i den engelske hovedstad, London. Studiet er fagfællebedømt og publiceret i det anerkendte tidsskrift The Lancet.
Studiet har undersøgt 1.734 børn i alderen 5-17 år, som var blevet testet positive for coronavirus.
Kun 1,8 procent af coronasmittede børn oplevede senfølger i mere end to måneder efter smitte. Symptomerne efter første måned var mestendels af den milde slags som hovedpine og træthed.
- Selv om covid-19 ved børn som regel er kortvarigt og med milde symptomer, oplever nogle børn længere sygdomsforløb.
- Men betryggende nok blev symptomerne ikke værre, og de fleste børn havde kommet sig helt efter dag 56, skriver forskerne bag studiet.
Studiet opdelte børnene efter alder. 588 børn var i alderen 5-11 år, og 1146 var 12-17 år. De ældre børn var som regel sygere i lidt længere tid end de yngre.
Men for børneflokken gjaldt det, at kun 4,4 procent oplevede sygdomssymptomer efter de første 28 dage, efter at de var blevet testet positive.
De, som gjorde, havde primært senfølger som hovedpine, træthed og tab af lugtesans.
Kun 25 - svarende til 1,8 procent af børnene - oplevede senfølger efter 56 dage, efter at de var blevet testet positive for coronavirus. Igen var det primært senfølger som hovedpine og træthed, der nagede.
I Danmark vaccinerer man i øjeblikket børn ned til 12 år. 43 procent af danske børn mellem 12 og 15 år har modtaget første stik med en vaccine mod covid-19, mens 1,8 procent af aldersgruppen er færdigvaccinerede.
Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde onsdag til Børsen, at han forventer, at man til vinter vil kunne debattere, om også børn under 12 år skal tilbydes at blive vaccineret mod sygdommen.
- Ofte ved lægerne ikke præcist, hvad de skal stille op med disse senfølger, da vores viden på dette felt endnu er begrænset. Og vores klinik for senfølger har heller ikke viden og behandlingstilbud til den store vifte af senfølger efter corona, siger Tommy Hummelmose.
- Målet er at vi skal hæve livskvaliteten for de borgere, der har disse senfølger, og også gerne hjælpe borgerne tilbage på arbejdsmarkedet igen, siger rådmanden.
Tommy Hummelmose forventer, at sundhedsforvaltningen vil klar med et samlet tilbud til borgere med senfølger inden sommerferien.