Bekymret borgmester: - Det er et meget stort beløb, der mangler

Peter Rahbæk Juel kalder på hjælp og medansvar fra Christiansborg, når Odense Kommune skal finde penge til at dække et merforbrug på 100 millioner kroner.

Odense Kommune mangler 65 millioner kroner for at få de økonomiske ender for 2020 til at hænge sammen. Det gør de, fordi der har været voldsomme udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde, et område der blandt andet dækker over tvangsfjernelser og anbringelser af børn, men også udgifter til voksne med særlige behov på grund af for eksempel psykiske udfordringer.

De voldsomme stigninger i udgifterne undrer og foruroliger borgmesteren.

- Jeg er bekymret. For det er et meget stort beløb, der samlet set mangler. I alt er det over 100 millioner, vores forudsætninger har forandret sig, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Kommunen har brugt 100 millioner mere end budgetteret, men i forbindelse med budgetforliget for 2020 vedtog byrådet en ekstraordinær genopretningspakke for det specialiserede velfærdsområde på 35 millioner kroner, og derfor mangler der nu 65 millioner kroner i kassen.

Børn og unge hårdest ramt

Allerede i sidste uge kom det frem, at der skulle spares i Ældre- og Handicapforvaltningen, men overforbruget breder sig og fordeler sig også over Børn- og Ungeforvaltningen og Social- og Beskæftigelsesforvaltningen.

- Det er en stor opgave, vi skal have løst. Og jeg vil helst ikke bringe byen ud, hvor vi skal vælge mellem mennesker med handicap og senhjerneskadede på den ene side og skoler, dagtilbud og ældrepleje på den anden side. Så det er en stor arbejdsopgave, som jeg vil opfordre til, at vi kollektivt påtager os som byråd, siger Peter Rahbæk Juel.

Særligt hårdt rammer udviklingen Børn- og Ungeforvaltningen, der kan se en budgetoverskridelse på omkring 50 millioner kroner alene for 2020.

- Der er ingen tvivl om, at jeg har undret mig, og det har rådmanden også på området (Susanne Crawley (R), red.). Det er derfor, vi i enighed har bestilt en ekstern analyse, der kulegraver hele området. Det er, fordi vi som politikere har brug for at vide, hvad der er op og ned, når udgifterne stiger, siger Peter Rahbæk Juel.

Den færdige analyse får kommunen i næste måned.

- Christiansborg har medansvar

Problemerne med udgiftsstigningen til den specialiserede velfærd er ikke kun gældende i Odense Kommune, men er en problemstilling, som langt hovedparten af de danske kommuner bokser med.

Derfor håber borgmesteren på hjælp og medansvar fra politikerne i Folketinget.

- Jeg vil også sende et meget, meget klart signal til Christiansborg om, at de også skal på banen. Det skal på bordet i forhandlingerne mellem KL og regeringen, for mange af de udgifter, der stiger, de stiger fordi vi gør, som der står i loven.

Peter Rahbæk Juel har derfor en forhåbning om, at det ikke ender med, at Odense Kommune selv skal finde alle 65 millioner, hvilket kan sende kommunen ud i en kæmpe sparerunde.

- Vi kan selv løfte en stor del af opgaven, men jeg mener også, at Christiansborg har et ansvar. Men kan man komme i mål med udligningsreformen, kan man få løftet noget af det specialiserede velfærd i forhandlinger mellem KL og regeringen, og kan vi her i Odense løfte det sidste, så tror jeg faktisk godt, vi kan afbøde situationen. Men det kræver benhårdt arbejde fra alle, siger borgmesteren.

Se et længere interview med Peter Rahbæk Juel.

Oversigt

    Oversigt