Bendt Bendtsen dropper politik: - Ekstrem nationalisme bekymrer

Efter en liv som folkevalgt politiker i 30 år siger Bendt Bendtsen farvel til politik efter en tur på motorcykel gennem Europa. Turen gjorde ham særligt opmærksom på den stigende nationalisme, der findes i Europa.

I halvanden måned har den folkevalgte europaparlamentariker Bendt Bendtsen (K) fræset rundt på sin motorcykel gennem Europa som afslutning på hans politiske karriere. 

Ned gennem Frankrig til Spanien, tværs gennem Italien, op gennem Østrig, gennem Kroatien, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Polen, Litauen, Letland, Estland, Finland og Sverige har han mødt europæere, der bekymrer sig om en stigende grad af nationalisme.

I videoklippet her kan du se, hvad der på Bendt Bendtsens tur gennem Europa gjorde størst indtryk på ham.
Fotograf: Ole Holbech

- Mange unge mennesker er bekymrede for den her ekstreme nationalisme, som vi har set visse steder i Frankrig, Ungarn og Polen. Det bekymrer faktisk rigtig mange unge mennesker. Det er ikke alle, der har glemt, at det er bygget på ruinerne af første og anden verdenskrig.

30 år i politik

Bendt Bendtsen har siden 2009 siddet i Europa-Parlamentet, og turen er hans endelige farvel til politik efter 30 år som folkevalgt politiker. Derfor skulle hans aktive politiske liv sluttes af med en rundtur i de lande, hans politik har haft indflydelse på.

- Jeg har talt med politikere hele mit liv. Nu syntes jeg faktisk, det var spændende at komme ud og snakke med ganske almindelige mennesker. Det har fortrinsvist været unge mennesker, for gamle hoveder som jeg selv har jeg talt nok med, mener Bendt Bendtsen.

- Jeg synes, det har været fantastisk spændende at opleve så mange forskellige mennesker med så mange forskellige udfordringer, som alligevel på bunden siger, at der er nogle store opgaver i Europa, vi er nødt til at arbejde sammen om, fortæller Bendt Bendtsen.

Vil arbejde 20 timer om ugen

Nu siger Bendt Bendtsen endeligt farvel til Europa og politik.

- Jeg glæder mig til et nyt kapitel i mit liv. Nu har jeg været valgt politiker i over 30 år, og nu er tiden, at der kommer nye, friske unge mennesker til, siger Bendt Bendtsen.

I stedet skal han være arbejdende formand for Synergi, der er en interesseorganisation for Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux, og udgive en bog for at runde den politiske del af livet af.

- Så håber jeg, at jeg kan skære de 50 arbejdstimer ned til 20 stykker om ugen. Det er første gang i 48 år, at jeg har en åben kalender, fortæller Bendt Bendtsen.

Nu er motorcyklen parkeret i garagen i Allesø, og Bendt Bendtsen kan begynde på sit nye job i Synergi.

Oversigt

    Oversigt