Bent risikerer at måtte undvære sin sygeplejerske: - Jeg håber, de kommer hurtigt igen

Den kommende sygeplejestrejke betyder, at 89-årige Bent Jensen muligvis får færre og kortere besøg af sine sygeplejersker. Situationen er eksplosiv i Odense, lyder det fra Dansk Sygeplejeråd.

Opdatering
Clock18. jun 2021, kl. 18:59
Odense Kommune oplyser fredag aften, at 25 sygeplejersker vil strejke fra natten til lørdag. Tidligere havde vi skrevet "under 30". Samtidig skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse, at hjemmeplejen, plejecentre og Odense Kommunes sundhedsklinikker ikke bliver påvirket af konflikten. Det gør til gengæld myndighedsområdet, forebyggende hjemmebesøg og Center for Sundhed og Forebyggelse.

Natten til lørdag begynder den varslede sygeplejestrejke, og selvom antallet af strejkende sygeplejersker i Odense Kommune er reduceret fra 195 til 25, vil odenseanerne stadig kunne mærke konflikten.

89-årige Bent Jensen har fulgt den varslede strejke i nyhederne. 

Fra lørdag ringer sygeplejerskerne muligvis færre gange på Bent Jensens dør end normalt, og når de gør, er der også risiko for, at besøgene bliver afkortet.

- Sådan er det. Det er jo tiden, når der er strejke. Så er der jo ikke noget at gøre, siger han.

Håber på kort strejke

Bent Jensen er faldet i sit hjem og har brug for en sygeplejerske til at behandle et sår, han fik på benet under faldet.

- Det er svært at skifte forbindingen selv, og de skal også se efter, om der er noget betændelse, fortæller den 89-årige pensionist.

Derfor håber Bent Jensen også, at strejken bliver så kort som muligt.

- Jeg håber, de kommer til forhandlingsbordet og kommer ret hurtigt igen, siger han.

En svær situation i Odense

I Odense Kommune er sygeplejen så hårdt presset, at kommunen og Dansk Sygeplejeråd, som har varslet strejken, er blevet enige om at nedjustere antallet af strejkende sygeplejersker i kommunen voldsomt.

Oprindeligt skulle 195 af kommunens 365 sygeplejersker have deltaget i strejken. Nu er det kun en brøkdel.

Camilla Duus Smith, kredsnæstformand i kreds Syddanmark i Dansk Sygeplejeråd, vil ikke kommentere antallet af strejkende sygeplejersker. Hun vil til gengæld gerne tale om den generelle situation i Odense Kommune.

Bent Jørgensen har foruden såret på benet også brug for medicin. Han har dårlige lunger og får ilt flere gange dagligt.
Bent Jørgensen har foruden såret på benet også brug for medicin. Han har dårlige lunger og får ilt flere gange dagligt.
Foto: Alexander Aagaard

- Det er klart, at det er en ret svær situation i Odense lige nu, fordi sygeplejerskerne er udtaget til strejke. Der er 21 områder, der er udtaget. Godt nok er fem områder undtaget simpelthen, fordi sygeplejerskerne er så pressede, som de er, siger hun.

Kredsnæstformanden peger på, at der ikke er nok veluddannede hænder i Odense Kommune.

- Kombinationen af nyansatte oven i en strejke gør, at det bliver enormt sårbart. De har ikke fået introduktion eller oplæring til det, de nu skal varetage. Når man så kører ned på nødberedskab under en konflikt, som gerne skal kunne mærkes, er det klart, at det er en farlig cocktail, fortæller Camilla Duus Smith.

Foruden de kommunale sygeplejersker strejker 326 sygeplejersker på Odense Universitetshospital.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt