Betjent frikendt for misbrug af register

I en sag om en tre-årig drengs død er en betjent fra Fyn frikendt for at misbruge kriminalregistret.

En politibetjent fra Odense er frikendt af Østre Landsret for misbrug af politiets kriminalregister i en sag om en tre-årig drengs tragiske død.

Betjenten fra Odense blev dømt skyldig i byretten i juni sidste år og fik en straf på seks dagbøder á 500 kroner hver.

Oprindeligt var betjenten også tiltalt for at have videregivet oplysningerne til sin kæreste, der angiveligt spredte rygtet videre. Kæresten havde været veninde til moren til den døde dreng.

I foråret 2009 døde den tre år gammel dreng af en uforklarlig sygdom, han havde døjet med i flere måneder. Han havde blå mærker på sin krop, og det fik politiet til at sigte moren og hendes kæreste for vold med døden til følge.

Obduktionen viste dog, at man ikke kunne tilbagevise morens forklaring om, at de blå mærker var opstået under en vild leg, og derfor blev hun renset for mistanke.

I mellemtiden løb rygtet om hendes ugerning frit på facebook og på gaderne i Odense. Hun modtog hadefulde breve på facebook og blev kaldt barnemorder i Odense by.

Brevene indeholdt så mange detaljerede oplysninger om sagen, at hun fik mistanke om, at det måtte være en politibetjent, der havde startet rygtet. Hun gik til sin advokat, som meldte sagen til politiet.

Tirsdag blev betjenten frikendt fra forbrydelsen.

Oversigt

    Oversigt