I det fynske folks tjeneste

Bevaringsværdigt hus kostede Claus dyrt: Byrådsmedlem vil nu forhindre andre tilfælde

Byrådsmedlem Kristian Guldfeldt (K) vil forhindre, at ejere af bevaringsværdige boliger ender i en ulykkelig situation, fordi de ikke har penge til vedligeholdelse.

Her ses Claus Lykkevolds gård, der i dag er revet ned. Et år efter den nye ejer overtog den, droppede kommunen lokalplanen, der ellers havde forhindret nedrivningen.

TV 2 Fyn har gennem flere år fulgt historien om Claus Lykkevold, der ikke fik lov til at rive sin bevaringsværdige ejendom i Bellinge ned.

Uden penge til vedligholdelse gik den sidste år på tvangsauktion, og den tidligere gårdejer stod tilbage med en større gæld. Det er en sag, der har vakt forargelse hos Kristian Guldfeldt (K), byrådsmedlem i Odense Kommune.

- Staten svigter sit ansvar overfor de her ejere, der har en bevaringsværdig bolig, men er klemt økonomisk i forhold til at kunne vedligeholde den, siger han til TV 2 Fyn.

Læs også Nej til nedrivning kostede Claus formue: Tømrer starter nu støtteindsamling

Ifølge det konservative byrådsmedlem er Claus Lykkevolds situation en ulykkelig sag, der er opstået på grund af "nogle åndsvage paragraffer". Derfor vil han nu sætte økonomien omkring bevaringsværdige ejendomme på dagsordenen i By- og Kulturudvalget.

- Vi har set gang på gang, at puljen til at søge midler bliver skåret ned. Den udvikling skal vi have vendt. Der skal simpelthen flere penge til området, så det bliver nemmere for grundejere at vedligeholde bevaringsværdige boliger.

500-600.000 i gæld

I Claus Lykkevolds tilfælde drejer det sig om en gammel bondegård fra 1814, som var blevet kategoriseret som bevaringsværdig.

Han havde ikke økonomi til at vedligeholde den, og efter i fire år at have ledt efter en køber søgte han i stedet om lov til at rive gården ned for at sælge grunden.

Læs også Claus fik afslag på nedrivning: Nu er den bevaringsværdige gård revet ned

Det afviste kommunen med henvisning til en kommende bevarende lokalplan. Derfor endte huset på tvangsauktion, og ifølge Claus Lykkevold sidder han i dag med en gæld på 500-600.000 kroner.

Vil "sparke lidt" til Christiansborg

Dét vil Kristian Guldfeldt gerne forhindre sker for andre indhavere af en bevaringsværdig bolig.

- Den her sag og lignende sager taler sit tydelige sprog om behovet for, at der kommer flere penge. Det er vores kulturarv, vi taler om, og kulturarven ligger også i det bevaringsværdige, siger han.

Læs også Ejer efter afslag på nedrivning: Nu forfalder den gamle bondegård

- Helt konkret skal vi i udvalget have en drøftelse af, om vi ikke kan sparke lidt til Christiansborg, kulturministeren og boligministeren i forhold til at få sat det her på finansloven. Der skal flere penge til området, så flere boligejere kan søge fra puljen.

Hvis man fra regeringens side ikke er interesseret i at hjælpe de mennesker, der sidder i bevaringsværdige boliger, er det "i den grad et problem", mener Kristian Guldfeldt.