Biblioteker åbner igen: Chef appellerer til at vente med 128.000 bøger

Fra 18. maj åbner bibliotekerne igen for ind- og udlån af fysiske bøger. Hos bibliotekerne appellerer de dog til, at ikke alle afleverer deres bøger mandag.

Siden 11. marts har 128.000 lånte bøger ligget og hygget sig rundt omkring i de fynske hjem, men snart kan de igen blive afleveret på biblioteket i Odense.

Fra mandag den 18. maj begynder landets biblioteker at åbne igen, men til en begyndelse vil man ikke kunne forsvinde mellem bogreoler og finde nye, fysiske læsoplevelser der.

- Vi har vurderet, at den bedste måde at åbne på, er med ind- og udlån, så vi fokuserer på de store mængder af bøger, der ligger rundt i hjemmene, siger chef for Odense Biblioteker og Borgerservice, Kent Skov.

Vent lidt med at aflevere

De to måneders pause fra de fysiske biblioteker har betydet, at langt de fleste af de 128.000 udlånte materialer har overskredet lånetiden. Normalt vil biblioteket kvittere med en bøde, hvis ikke bogen bliver afleveret inden for den angivne periode, men det har der været lukket ned for under coronakrisen.

quote Ligesom dyrene i zoo savner folk, savner vi vores lånere. Så det bliver godt at få dem igen.

Kent Skov, chef for Odense Biblioteker, Odense

Det samme gælder for de bøger, der skal afleveres nu.

- Man har tre uger til at aflevere sine materialer, og der kommer altså ikke til at være nogen, der skriver meterlange bøder ud på tirsdag til folk, der ikke har afleveret deres bøger mandag, forklarer by- og kulturådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V).

I stedet håber hun, at folk spreder sig ud over de kommende uger.

Sådan er det gået i krisen

- Jeg vil appelere til, at folk venter lidt med at aflevere. Kommer alle, der har lånt de 128.000 materialer på mandag, så bryder systemet sammen, siger hun og fortæller, at det samtidig ikke er forsvarligt i forhold til smitterisiko, siger rådmanden. 

Netop dét er der taget højde for på Odense Bibliotekerne.

- Vi har engangshandsker på, der vil være en plexiglasrude og opstregninger i forhold til afstand. Vi åbner ikke op for hele baduljen og har styr på alle forholdsregler, siger Kent Skov, der glæder sig til igen at få lidt liv på bibliotekerne.

Det digitale bibliotek

Der har ikke været lukket for biblioteksoplevelser, fordi de fysiske biblioteker har været lukket siden midten af marts. Læselystne fynboer har nemlig kunnet låne e- og lydbøger på den digitale platform Ereolen, hvor de har oplevet en voldsom vækst i udlån. Gennem krisen har der været en stigning på 200 til 300 procent.

quote Hvis man skal sige noget godt om den her krise, så tror jeg at mange danskere er begyndt at se, hor meget kultur egentlig betyder for vores livskvalitet.

Jane Jegind (V), by- og kulturrådmand, Odesen Kommune

- Vi fortsætter med at sætte ind på det digitale, og grænsen for udlån bliver fortsat ved med at være højere end før krisen, siger Kent Skov og foklarer, at man tidligere kunne låne tre titler ad gangen, men under krisen har kunnet låne ti lyd- og e-bøger. 

- Selvom det har været en velplaceret investering, så koster det jo boksen, understreger han.

I sidste uge donerede Facebook Odense Data Center 180.000 kroner til Odense Biblioteker, og det kan være med at at opretholde det digitale niveau, som man har set under krisen.

- Mange har fundet et attrakttivt tilbud i Ereolen, som  kan kombineres med Netflix, Mofibo og andre sreamingtjenester. Man kan sammensætte sin brugerflade selv, så det har været et gennembrud for det digitale bibliotek, forklarer Kent Skov.

Jane Jegind tror på, at e-bøgerne stadig vil være attraktive, når bibliotekerne åbner igen.

- Jeg er helt sikker på, at niveauet online ligger højere efter krisen, end før. Man kan tage e-bøger med på ferie, for de vejer ikke noget og man kan få oplevelsen uden at slæbe rundt på en bog, siger hun.

Kultur er afgørende for livskvaliteten

Selvom det digitale bibliotek har overgået fantasien, glæder både kulturrådmanden og bibliotekschefen sig til at de fysiske biblioteker igen åbner op, og Kent Skov håber ikke, der går mere end et par uger, før fynboerne igen kan finde sine bøger på hylderne. For nu må reservationen dog foregå online med afhentning hos en bibliotekar. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at mange har savnet fællesskabet i biblioteket, som  i dag rummer meget mere end bare bøger. Hvis man skal sige noget godt om den her krise, så tror jeg at mange danskere er begyndt at se, hvor meget kultur egentlig betyder for vores livskvalitet, forklarer Jane Jegind.

Selvom de begge appellerer til, at fynboerne spreder deres afleveringen af lånte bøger ud over de kommende uger, kan Kent Skov ikke vente med at få liv på bibliotekerne igen.

- Ligesom dyrene i zoo savner folk, savner vi vores lånere. Så det bliver godt at få dem igen, siger Kent Skov.

Oversigt

    Oversigt