Bil påkørt og slynget ind i have

Politiet mener, at der kan have været alkohol involveret i trafikulykke på Rugårdsvej

Politiet skal nu have en alvorlig snak med ejeren af en grøn Skoda, der i aftes påkørte en Citroën C3 på Rugårdsvej i Odense, så den blev slynget gennem en hæk og ind i en have.

- Der er efterfølgende en kort ordveksling mellem de to bilister, hvorefter ham i Skoda’en løber fra stedet, fortæller Vagtchef Kim Munksgaard til TV 2/FYN.

Politiet har været ude for at opsøge Skoda-ejeren på hans bopæl, men det er ikke lykkedes dem at få fat i ham endnu.

- Ham vil vi selvfølgelig gerne tale med, lyder det fra vagtchefen.

Bilisten i Citroën’en måtte en tur på OUH efter sammenstødet, men kom ikke slemt til skade.

Politiet mistænker, at der kan have været alkohol involveret i ulykken.

Oversigt

    Oversigt