Birte risikerer at miste sit hjem: - Her er ingen skyderier eller knivstikkerier

Boligområdet Solbakken i Odense er i stor risiko for at blive klassificeret som ghetto 1. december, og så skal 60 procent af området rives ned. Odense Kommune forsøger at overbevise Folketingets politikere om noget andet.

Solbakken i Odense er faretruende tæt på at havne på regeringens ghettoliste. Sker det, risikerer beboernæstformand Birte Ottosen at miste sit hjem.

- Vi har ingen skyderier, vi har ingen knivstikkerier. Vi har ingen bander, der ligger i konflikt med hinanden, og vi har ingen familier, der ligger i konflikt med hinanden. Her er som hvilket som helst andet sted, fortæller Birte Ottosen.

Boligområdet i det sydlige Odense er i risiko for at blive klassificeret som ghetto, fordi Solbakken overskrider ghettokriteriet for kriminalitet med 0,7 beboere og for uddannelsesniveau med syv personer. Hvis Solbakken står på den såkaldte ghettoliste, skal 60 procent af boligerne rives ned.

En vanvittig lov

Derfor var en række af Folketingets medlemmer af Boligudvalget på besøg i det på papiret belastede område.

- Jeg synes, det er meningsløst at rive boligerne ned. Det er et udmærket og godt-fungerende boligområde, hvor folk er glade for at bo i deres lejligheder, og så skal det rives ned, fordi man er kommet en millimeter på den forkerte side af en helt kunstigt fastsat streg. Det er en vanvittig lov, og jeg synes ikke, man kan være det bekendt over for de folk, der bor her, siger Rasmus Helveg Petersen fra De Radikale. 

Ghettolisten

Regeringens egen udsendte, Jan Johansen (S), er glad for ghettoloven. Han er dog åben for, at Solbakken får lov til at blive stående.

- Den tur, jeg har haft i Solbakken i dag, har givet et indtryk af, at den lovgivning, vi lavede i Folketinget, har haft sin virkning. Her har de gjort et kæmpe stykke arbejde for at rette op på, at man får en bedre integration, og at man får en sammenblanding af flere forskellige etniske minoriteter, der kommer til at fungere som en integration i Danmark. 

- Jeg synes, det er en god lovgivning, og den skal vi holde fast i, men vi skal selvfølgelig også kigge på, at vi ikke smadrer noget, som er rigtig godt i gang, siger Jan Johansen.

Ude af proportioner

Odense Kommune og boligforeningerne i området har lavet en alternativ udviklingsplan, der ikke indeholder nedrivninger af boliger. Den blev Boligudvalget mandag præsenteret for.

- Jeg håber virkelig, at man har fået øjnene op for, at det ikke giver mening at nedrive boliger herude, men at vi fortsætter det arbejde, vi har gjort. At vi får lov til at lave den alternative udviklingsplan, vi har fremlagt, hvor der ikke indgår nedrivninger. 

- Det er fuldstændig ude af proportioner, for der er også mange gode ting herude. Der er hundredevis af lovlydige, fornuftige mennesker, der bor her. De skal ikke smides ud af deres hjem, fortæller Brian Dybro (SF), rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.

Regeringens opdaterede ghettoliste præsenteres 1. december.

 

Oversigt

    Oversigt