I det fynske folks tjeneste

Boligjagt på færre lejligheder har trange kår

Færre ejerlejligheder bliver sat til salg i Odense Kommune i forhold til sidste år.

Hvis man er på jagt efter en ejerlejlighed, er der færre salgsannoncer at lede igennem. Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Boligsøgende på jagt efter en lejlighed har færre valgmuligheder end på noget tidspunkt de seneste 17 år.

Det viser tal fra finansinstitutternes brancheorganisation Finans Danmark mandag morgen.

Fra oktober sidste år til oktober i år er antallet af salgsannoncer for ejerlejligheder skrumpet med en fjerdedel i hele Danmark.

Læs også Følg corona-situationen: Hurtigtest kan mindske pres på akutmodtagelser på OUH

Udviklingen er mest markant i København, hvor den største del af lejlighedsmarkedet er.

Samme tendens i Odense

Lignende tendens ses i Aalborg og Aarhus, mens faldet i Odense Kommune er mindre. Her er der også færre ejerlejligheder, end de andre nævnte kommuner.

I Odense Kommune er der i oktober måned sat næsten ti procent færre ejerlejligheder til salg. 

I København har de færre lejligheder budt på højere priser på de lejligheder, der er tilbage på markedet.

I Københavns og Frederiksberg Kommune er udbudspriserne steget med over ti procent det seneste år.

Der har også været prisstigninger i Aarhus, Aalborg og omegnen af København, omend de har været mindre.

Læs også Fyns Kostumeudlejling til salg: Lisette sælger 3.500 kostumer

Laver man et gennemsnit for hele Danmark er en ejerlejlighed på 85 kvadratmeter steget med syv procent i pris det seneste år.

Ifølge Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark, er dog ikke kun færre varer på hylderne, der driver prisen op.

- De højere priser skal også ses i lyset af hvilke ejerlejligheder, der i dag typisk står til salg, siger hun i en pressemeddelelse.

- De seneste år er der blevet bygget mange nye, større og dyrere ejerlejligheder. Og når der står relativt mange nye ejerlejligheder til salg, er det også med til at presse gennemsnitsprisen på de udbudte lejligheder op.